Tredje Trimester

Her fortæller Jordemoder Kamilla Ejgaard fakta om tredje trimester

Tredje trimester

Maven vokser og graviditeten bliver mere tung at bære rundt på. Nogle bliver mere besværet og må tage den mere med ro, mens andre kan fortsætte ufortrødent i samme tempo.

Gener i forbindelse med vægtøgning i 3. trimester

I takt med at vægten øges og presset på kroppen generelt bliver større, stiger risikoen for gener desværre også. Der kan opstå bækkengener, lægkramper, vand i kroppen, halsbrand, sure opstød, kløe rundt på kroppen, blærebetændelse, hæmorider og en masse andet… Langt de fleste gener er ufarlige og (desværre) en del af den normale graviditet. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke kan gøres noget for at afhjælpe noget af det. Er du i tvivl, er det en god ide at tale med din jordemoder om, hvad du kan forvente er normalt, og hvornår du ellers bør henvende dig.

Plukkeveer i 3. trimester

I løbet af tredje trimester vil du fortsat måske opleve plukkeveer. Plukkeveer er når livmoderen trækker sig sammen, så maven føles hård. Det er helt normalt og ses som et tegn på, at livmoderen forbereder sig til fødslen. Det er også i løbet af dette trimester, at du typisk går på barsel. Du får lidt tid derhjemme til at forberede dig og bygge rede, og måske begynder dine tanker at sværme lidt omkring fødslen… Nyd tiden så godt som du kan! Det kan måske være rart at få set nogle af veninderne igen, inden der kommer en lille ny eller måske trænger du og din kæreste til en romantisk weekend?

Manglende nattesøvn er helt normalt

Nattesøvnen er ikke nødvendigvis så god eller sammenhængende længere, så det kan også være nødvendigt at planlægge nogle dage på sofaen, så du får givet kroppen den ro og hvile, den kan have brug for sidst i graviditeten.

Mindre plads til baby i maven

Barnets bevægelser kan godt føles anderledes end tidligere i graviditeten, da der nu er mindre plads at bevæge sig rundt på, men det er fortsat vigtigt at være opmærksom på at mærke liv fra barnet hver dag. Hvis barnet bevæger sig mindre, og du bliver bekymret, bør du kontakte dit fødested. 

Tredje trimester - kort information

  • Tredje trimester varer fra 29. uge og frem til fødslen.
  • Barnet går atter igennem en rivende udvikling og ved graviditetsuge 34 er organerne færdigudviklet.
  • Barnet laver bl.a. vejrtrækningsøvelser, sutter på sine fingre, drikker af fostervandet og tisser det ud igen. Fra uge 34 og frem til fødslen bruger barnet primært tiden på at tage yderligere på i vægt og modnes til livet udenfor livmoderen.
  • Et barn tager ca 150-200g på om ugen på i tredje trimester og den gennemsnitlige fødselsvægt ved børn født omkring terminsdatoen er 3500g.

Læs om fødsel her