Sybilles tredje trimester

Her fortæller Sybille sin historie


Sybilles tredje trimester

3 trimester – den bedste tid i min graviditet

Modsat alle andre jeg snakkede med under min graviditet, var 2 trimester ikke den bedste tid for mig, det var 3 trimester derimod. Generne var på vej på retur, og jeg var begyndt at nyde tiden med at være gravid, der var sågar dage hvor jeg ikke ønskede at han skulle ud til os, men hellere bare ville gå rundt med ham i maven, fordi det var så hyggeligt.

Rutinetjek endte med en tur på sygehuset

Dog startede mit tredje trimester ikke med denne følelse. Tværtimod, startede det med et rutinetjek hos lægen, hvor hun efter at have lavet hendes mål og skøn, synes at vores lille dreng var for lille, og ville have os videre på sygehuset og blive vækstscannet. Ikke lige de ord man har lyst til at høre når man har brugt det meste af graviditeten på at være bange og nervøs for om noget var galt, eller skulle gå galt.

Han var lille men normal

Men vi kom afsted til sygehuset, og kom ind til en scanning hvor der blev målt hoved størrelse, vægt etc. og ud fra disse tal, blev der lavet en formel som gav et resultat på en kurve hvor ift. gennemsnittet at vores lille dreng lå, heldigvis kunne lægen konkludere at, nok var han lille, men ikke kritisk, han lå bare i den lave ende af kurven, men som hun sagde, alt indenfor 20 % under og over normalen er acceptabelt og han var ”kun” 12 % under. Lige det vi gerne ville høre, så nu kunne jeg fortsætte med at nyde min graviditet.

3. trimester den lykkeligste tid i min graviditet

Mit 3 trimester var i sandhed mit lykkelige trimester, jeg spiste kage, slik og bare generelt usundt som aldrig før. For nu skulle jeg virkelig nyde at jeg kunne spise mig ”tyk” uden dårlig samvittighed. Og lillemanden havde det jo eftersigende godt derinde så bekymringerne svandt langsomt, i takt med jeg også vidste at skulle noget ske nu, var jeg langt nok i gravidteten til at han ville kunne overleve uden mén.

Jeg slog op med google og fulgte min sunde fornuft i stedet

Jeg slog op med google og diverse babysider og begyndte at følge min sunde fornuft i stedet for en kort periode. Jeg nød sparkene og bevægelserne i maven, min kæreste nød at kunne ligge sine hænder på maven. På trods af jeg sov dårligt, så var det det hele værd, og fandt ud af at hvis jeg lå på siden med en pude mellem benene så kunne jeg sagtens få en god nattesøvn og jeg var heldigvis ikke en af dem der skulle op mange gange om natten på toilet, jeg kunne nøjes med én gang.

Uge 36 ramte jeg muren

Men glæden holdt kun indtil jeg nåede uge 36. Der ramte jeg murren. Jeg var så ufattelig træt af at være gravid at jeg ville gøre hvad som helst for at gå i fødsel før tid. Havde jo fået at vide at 4 uger før tid var ingen sag for barnet at klare, og jeg kendte flere hvor det var gået godt. Så hvis folk sagde at hindbærbladthe virkede, så købte jeg det og drak det hver dag. Uden held dog.

Gjorde alt for at sætte fødslen i gang

Hvis folk nævnte at de havde fået sat fødsel i gang med en lang gåtur, gjorde jeg det. Jeg gik masser af kilometer hver dag for at sætte fødslen i gang. Men også uden held. Og jeg blev bare mere og mere utålmodig og træt af det hele. Det endte med at jeg havde presset min krop så meget at jeg i uge 37 blev syg, kastede op og var helt udkørt og skidt.

Stadig ingen tegn på fødsel

Jeg var overbevist om at det kunne være tegn på fødslen var oppe over. Og i min søgen efter tegnblødning, fostervand og andre tegn, måtte jeg til sidst give op og konstatere at jeg nok bare havde presset min krop, og der altså ingen fødsel var på vej. Alligevel valgte min kæreste dog at blive hjemme fra hans årlige julefrokost med drengene i Aalborg, for at være tæt på mig hvis nu noget skulle ske.

Uge 39 mærkede mindre liv og blev bekymret

Da vi nåede uge 39-40 begyndte jeg at mærke mindre liv, og straks blev jeg bekymret igen. Stadig ingen tegn på fødslen var oppe over, men tanken om at gå over tid kunne jeg ikke overskue når nu lillemanden var blevet mere og mere stille inde i maven, og det med at drikke kold vand og juice virkede ikke rigtig på ham. Jeg ringede til fødemodtagelsen som gerne ville have mig ud til et tjek. Afsted til Herlev sygehus, hvor jeg fik kørt en kurve i en times tid. Sådan nogle elektroder der blev sat på maven der målte veer og baby’s hjerterytme, og så skulle jeg trykke på en knap hver gang jeg mærkede liv.

Ingen grund til bekymring

Sygeplejersken kunne efter 45 min konstatere at der ikke var noget at være bekymret over så vi tog hjem igen og jeg fortsatte med at gå en masse ture for at sætte gang i fødslen. 3 dage efter var jeg igen på vej ud til Herlev sygehus, da jeg ikke havde mærket liv hele dagen. Igen fik jeg kørt en kurve, og derefter besluttede de at tilkalde en fødselslæge til at scanne mig. Scanningen viste at han var 15 % under normalen i vækst med vægtskøn på 2900, og mindre aktivitet, men hjerteaktiviteten var fin, han var bare blevet mere stille.

Uge 41 stadig ingen baby

På dette tidspunkt var jeg i uge 41, vandet var stadig ikke gået, og jeg var helt lukket og havde stadig et par cm livmoderhals tilbage, så altså ingen tegn på fødsel den dag. Til gengæld havde jeg nået klimaks på hvor træt jeg var af at være gravid. Jeg sov ikke om natten, jeg havde ondt, kunne ikke binde mine egne sko, og følte mig bare godt og grundigt sølle. Jeg følte jeg havde mistet min krop til en anden og al kontrol over den var væk.

Læs Sybilles fødselsberetning HER