Sybilles første trimester

Her fortæller Sybille sin historie


En positiv graviditetstest gange 3

De fleste som går og planlægger en graviditet kan nok godt sætte sig ind i tankerne omkring det at være utålmodig. Fra man smider beskyttelsen væk til man står med den 1. positive graviditetstest. Pludselig tæller man dage og uger på en måde som man ikke havde troede. Man går og overvejer hvordan man skal fortælle sin partner det, allerhelst vil man gerne overraske ham ligesom man ser i film og på nettet. For mig var det ikke spor anderledes. Og så alligevel en del anderledes. Det blev et trimester spækket med angst og utilpashed.

Projekt baby

Fra vi besluttede os for at skulle starte projekt baby, var vi meget opsatte på at det skulle gå stille og roligt for sig. Ikke noget med planlægning eller tælle dage eller noget, og ikke noget med at hente app’s ned, som skulle fortælle hvornår man var i sit rette moment for at blive gravid. 4 uger efter den sidste p-pille stod jeg med den 1 positive graviditetstest og vi var glade og lykkelige og glædede os til oktober 2016 hvor terminen lå.

Spontan abort

Men lykken var kort, da det endte i en spontan abort. Jeg var i chok, jeg havde ingen smerter haft, ingen klump som de fleste snakker om, og ingen menstruationslignende blødning. Men faktum var at scanningen viste en tom fostersæk, på trods af en scanning en uge for inden der havde vist et lille hjerte slå. Heldigvis kom jeg mig fysisk hurtigt igen. Psykisk tog det meget hårdt på mig, og egentlig på os begge. Heldigvis var min kæreste den bedste støtte i det hele. Og ordene fra lægen om ”det sker for hver 4 gravide, og i det mindste ved I da at I kan få børn” var det sidste jeg havde lyst til at høre lige på det tidspunkt. Hvad skulle det gøre godt for? jeg var stadig knust, selvom det var tidligt i forløbet. Mindre en 1 måned efter stod jeg så med en ny positiv test og en ny graviditet. Men ærligt, så turde jeg ikke håbe på noget. Så da det endte i en abort allerede 1,5 uge efter den positive test, tog jeg det meget pænt, jeg var slet ikke klar til hele showet igen.

Projekt baby sat på standby

Vi besluttede os for at vente lidt med projekt baby til efter sommer. Jovist ville vi gerne have barn men det havde taget rigtig hårdt på os begge med aborten. Min kæreste var ligeså knust som mig. Det var jo også hans drøm om barn der pludselig var sat på standby, uden han kunne gøre noget.

Surprise

Tilbage til det med at overraske partneren og familien med en god nyhed. For de fleste er det kvinden der først opdager en graviditet og kan videreinformere den gode nyhed med et twist af surprise. Men da jeg tilbage i slutningen af maj måned fandt ud af at jeg var gravid, for 3 gang inden for 5 måneder, var det mig der blev overrasket. Min kæreste havde været på firmatur til Kiel og var lige kommet hjem kl.5 om morgen. Da han blev ringet op et par timer senere, at han skulle hente sin kæreste og køre hende på sygehuset.

Sygehuset

Behøver jeg at sige han var pænt smadret. Jeg endte på sygehuset en mandag formiddag med voldsomme mavesmerter, og blev tjekket for cyster på æggestokkene, blindtarmsbetændelse, scannet og taget blod-og urinprøver etc.. 7 timer senere, en meget træt mand og gentagende snakke med sygeplejersker og læger kommer resultatet, jeg er gravid. Jeg var noget overrasket, da jeg ikke engang var gået over tiden med min mens, eller have haft nogle tegn på at jeg skulle være gravid. Min første tanke derefter var ikke glæde men angst, angst for at skulle gå det samme igennem igen og så ende med at miste.

Angsten for at miste

Angst for at være glad og lykkelig, når jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt. Derefter gik de næste 2 måneder meget langsomt følte jeg. Jeg kom til scanning ret ofte i starten for at de skulle sikre sig at det hele var okay. Og hver gang var jeg lige nervøs for hvad jeg skulle forvente. Langsomt blev jeg mere og mere glad for det at være blevet gravid, men var dog meget opmærksom på min krop og dens signaler. Også alt for meget, og jeg overfortolkede alt, lige fra lysebrun udflåd til ligamentsmerter. Hver gang var jeg overbevist om at, nu var det slut, igen. Jeg turde ikke træne, og min normale hverdag blev meget begrænset af at jeg var så bange for noget skulle gå galt. Da vi så nåede til nakkefoldsscanning i uge 13+2 og alt viste sig at være helt okay og med fine tal, blev jeg lidt mere rolig. Men angsten for at noget skulle gå galt har aldrig sluppet mig, hverken i 2 eller 3 trimester, tværtimod. Alt i alt tænker jeg ikke tilbage på mit 1 trimester med glæde og lykke. Det var tre hårde måneder midt i sommeren, hvor jeg konstant var bange for at miste, og ikke turde nyde det lille vidunder der var ved at blive skabt inde i mig, ikke turde nyde vores sidste sommerferie som par i frygt for at varmen kunne skade fosteret. Noget jeg fortryder den dag i dag.