Sybilles fødsel

Her fortæller Sybille sin historie

Sybilles fødsel

Det hele startede mandag 6/2-17 jeg havde rundet de fulde 40 uger og var så klar til at føde, men det var min krop bestemt ikke. Efter en tur på sygehuset mandag pga. mindre liv, endte fødselslægen med at ville sætte mig i gang. Jeg skulle møde tirsdag morgen kl. 9 og modtage Augusta piller, som jeg skulle tage hver anden time. Lægen sagde at de ikke kunne love at det ville sætte fødslen i gang med det samme, det kunne godt være jeg skulle have pillerne i 3 dage, og måske evt. et ballonkateter. Tirsdag kl. 9. Mig og kæresten mødte op på fødemodtagelsen på Herlev Hospital. Vi blev mødt af en jordmoder som først kørte en kurve på mig, for at se at den lille stadig havde fin hjerteaktivitet og ikke havde regelmæssige veer, derefter lavede hun en gynækologisk undersøgelse, og til sidst fik jeg piller som jeg skulle tage hver anden time. Hvis jeg begyndte at få veer skulle jeg stoppe med dem, og ellers skulle jeg bare møde derude igen kl. 20.00. Vi tog hjem efter at have spist den første pille og mærkede intet, men vidste heller ikke rigtig hvad jeg skulle mærke efter.

Augusta piller 2 timer senere

2 timer senere tog jeg en ny pille. Kæresten og jeg lagde os på sofaen for at slappe af, og langsomt lagde jeg mærke til jeg fik flere og flere plukveer regelmæssigt, den der hvor maven bliver stenhård og det niver lidt i lænden, men ikke rigtig smerte. Men google fortalte mig at plukveer ikke var regelmæssige, og derefter brugte jeg timer på at google hvordan føles veer. Alle svar jeg fik, var ”du er ikke i tvivl når du har veer” hmm. Men jeg var i tvivl, så det måtte jo så ikke være veer jeg havde. De gjorde ikke rigtig ondt, men var bare lidt ubehagelige, og ja de kom da også med 4 min mellemrum men igen jeg var jo i tvivl, så det kunne ikke være veer.

Du er ikke i tvivl om når du har veer. eller hvad?

Her bagefter giver jeg ikke en dyt for google og dens ”du er ikke i tvivl når du har veer”. Efter at have taget 3 pille og der nu kun var 3 min imellem hver ”hvad det nu engang var” ve eller plukve, besluttede jeg mig for at ringe ud til fødemodtagelsen, men til min skuffelse sagde hun, kan du snakke og tænke klart når de står på? Øh ja sagde jeg, okay så er det ikke veer du har, og du er ikke i tvivl om når du har veer. Hmm okay, jamen så har jeg jo nok ikke veer sagde jeg til min kæreste, jeg tog 4 pille, og vi tog bilen og kørte i Føtex for at handle. Let prustende og med mange pauser måtte jeg til sidst sige at vi skulle køre hjem, for nu skulle jeg altså ligge ned. Havde stadig ikke ondt, var bare træt i ryggen og lænden.

Fødemodtagelsen på Herlev sygehus

Kl. 20.00 mødte vi op igen på fødemodtagelsen, jeg havde ikke taget flere piller, da jeg ikke følte mig tryg ved det. Imens vi sad og ventet på at blive tjekket, skete der nogle ting jeg gerne ville have været foruden, der var desværre et par der mistede deres lille pige 7,5 måned henne og hun døde i maven pga. hjertestop. Der sad mig og min kæreste ude på gangen og hørte gråd og to meget ulykkelige mennesker der lige havde mistet deres baby. Vi fik en klump i halsen og pludselig blev jeg meget nervøs, havde jeg egentlig mærket liv i dag og hvad er det nu jeg er gået med til her. Kl. 21 kom vi ind og skulle have kørt en kurve, jeg var så nervøs at jeg rystede helt i frygt for om han stadig levede derinde. Det gjorde han, men jeg havde så mange plukveer at jeg ikke måtte få flere piller, for det ville stresse ham inde i maven. Så vi tog hjem igen og så skulle jeg møde onsdag morgen kl. 9.00.

Det må være veer

Jeg fik ikke meget søvn natten til onsdag, for havde så mange veer, eller havde besluttet mig for at det måtte altså være veer jeg havde, at jeg måtte stå op midt om natten og tage et varmt bad for at dulme det lidt. Stadig synes jeg ikke det var smertefuldt, nærmere bare anstrengende i lænden. Onsdag kl. 9 mødte vi så igen op på fødemodtagelsen, med en forventning om at vi nok bare ville blive sendt hjem igen, det var jo sikkert ikke veer jeg havde. Men den søde jordmoder vi mødte kunne derimod fortælle mig at livmoderhalsen var væk og jeg havde åbnet mig 1-2 cm. Så hun sendte mig ud på en gåtur i 4 timer på sygehuset og så skulle jeg vende tilbage, og forhåbentlig være endnu mere åben. På turen rundt på sygehuset, mødte vi manden der havde mistet en barn dagen forinden, en meget ambivalent følelse, for her gik jeg og var på vej til at skulle i fødsel, og indenfor de næste 24 timer ville vi blive forældre.

Kun 2 cm åben

Kl. 14 kom vi tilbage til fødemodtagelsen og den søde jordmoder tjekkede mig igen, desværre var jeg stadig kun 2 cm åben, så hun bad os tage hjem i to timer, tage et varmt bad og komme tilbage dertil. Det gjorde vi så. Og derfra gik det stærkt. Kl. 16 var vi tilbage på fødemodtagelsen, jeg var 2,5 cm åben og de ville nu køre mig på fødegangen for at tage vandet. En enormt sød jordmoderstuderende hentede mig og gjorde mig klar på fødegangen. Jeg fik et lavment og kl. 17.49 tog de vandet. Jeg havde forinden spurgt hvornår jeg skulle sige til hvis jeg gerne ville havde epidural, og de sagde at når tiden var til det ville en annætesilæge blive tilkaldt. Derfra tog jeg en spurt, lynhurtigt efter vandet var gået startede de rigtige veer, og de kom hurtigt som perler på en snor, og inden jeg så mig om havde jeg lyst til at presse, men det måtte jeg ikke. Min kæreste stod pænt ved siden af og aede mig på ryggen, holdte mig i hånden og gav mig saft, efter en time var jeg 7 cm åben.

Jeg mistede tidsfornemmelsen

Jeg havde på nuværende tidspunkt mistet tidsfornemmelsen fuldstændig, men en ting var sikkert, jeg skulle presse. Og mens jeg råbte hvornår jeg kunne få noget bedøvelse og blev gjort klar til det, ville de lige tjekke hvor åben jeg var, og til alles overraskelse var jeg fuldt åben, og det der med bedøvelse kunne jeg glemme alt om det var for sent nu. Det var den hårdeste og mest smertefulde fødsel jeg kunne forestille mig. Helt ude af takt med at presse og bruge presseveerne startede jeg min egen rytme. Jeg pressede når jeg havde lyst og det kunne kun gå for langsomt. jeg glemte alt om fokus og åndedræt, jeg pressede bare. Ude af takt. Men kl 21.04 den 8/2-17 kom vores lille dreng til verden. 3 timer og 15 min tog det fra vandet var taget og uden bedøvelse. Jeg var nu lidt stolt af mig selv, men hold op det var hårdt. Dog vigtigst af alt vores lille dreng havde det godt. På trods af blodprøver undervejs i fødslen, og risiko for at han skulle tages med sugekop, klarede jeg opgaven selv, og ud kom en dreng på 3390 gram og 52 cm, med åbne øjne og nogle lunger der i den grad virkede. Og ja de vækstscanninger giver jeg ikke meget for, for det viste sig at han var så gennemsnitlig som han kunne være.

Bristet ringmuskel betød en tur på operationsbordet i 2 timer

Desværre gik det også så hurtigt at jeg nåede at briste ved ringmusklen og jeg røg derfor på operationsbordet i 2 timer, mens den lille var hos farmand. Omkring midnat blev vi igen genforenet på patienthotellet og vi kunne starte tilværelsen som en lille familie.

Jespers fødselsberetning

Det var en underlig følelse, jeg kunne ikke andet end at stå standby og lytte til min kæreste og de ting hun beskrev for mig, og uvisheden om hvornår det hele skulle gå i gang for alvor var mig en gåde, da Sybille startede på at tag pillerne troede jeg der ville gå 1-3 dage før de ville tag vandet, så jeg tog det meget roligt til at starte med og spillede lidt PlayStation imens hun fik sovet lidt. Da vi så kom op på hospitalet og fik at vide hun var åben tænkte jeg ”fuck nu sker det”, men sådan er det åbenbart ikke, vi mænd har ikke sat os ret meget ind i det hele angående selve fødslen og hvordan det forgår, da jordmoderen sagde hun var åben troede jeg at hun faktisk var i fødsel, men viste sig så det tog lidt tid før kroppen var helt klar til fødslen.

Selve fødslen

Selve fødslen var det værste jeg nogensinde har prøvet, at jeg intet kunne gøre for at hjælpe hende udover at lave de åndedrætsøvelser jordmoderen fortalte mig og selv gjorde for at kunne få Sybille til at slappe lidt af. Der var også lidt tvivl i løbet af fødslen om hvordan barnet havde det, og de var nødt til at tage blodprøver flere gange hvert 20 min. Jeg fik en frygtlig følelse i kroppen om at vi skulle miste ham hver gang, disse tanker har jeg heller aldrig fortalt min kæreste før hun læste dette. Der var også en gang hvor jeg spurgte lægerne om de ikke kunne tage barnet med sugekop for den smerte ens kæreste har, er ekstrem hård at stå og se på. Dan hun så fødte og han kom ud til os var jeg mundlam, jeg kunne ikke andet end at begynde og græde, ”nu var han her endelig, jeg er blevet far, JEG er blevet far” alt frygten forsvandt og blev til en stor lykkeros og glæde over at stå og holde sit barn i armene.