Sybille fra mødregruppen

Her fortæller Sybille sin historie

Indledning


Jeg har termin her den 1/2-2017, og er dermed snart ved at poppe kæresten og mit første barn. Og vi glæder os helt vildt til at være en lille familie:) På trods af det var et drømmebarn og planlagt graviditet, er det først i 3. trimester at jeg har nydt at være gravid og elske alle gener og glæder ved det. Og tænker at andre må sidde i samme situation, men ingen fortalte mig, at det var okay ikke at være glad og lykkelig for graviditeten, alle sagde det var det mest fantastiske at være gravid, og jeg følte det var forkert at jeg ikke havde det ligesom andre. Jeg ville ønske jeg havde fundet glæden endnu tidligere, og de lægefaglige havde fortalt mig og forberedt mig på hvordan det vil være at gå igennem en graviditet efter to aborter. Men jeg har fundet ud af det er okay ikke at være glad under graviditeten, at det er okay at være bange selvom alt går fint og ser fint ud, og at man sagtens kan elske barnet inde i maven uden at elske selve graviditeten:)

Min graviditet – 1 trimester

En positiv graviditetstest gange 3: De fleste som går og planlægger en graviditet kan nok godt sætte sig ind i tankerne omkring det at være utålmodig fra man smider beskyttelsen væk til man står med den 1. positive graviditetstest. Pludselig tæller man dage og uger på en måde som man ikke havde troede. Man går og overvejer hvordan man skal fortælle sin partner det, allerhelst vil man gerne overraske ham ligesom man ser i film og på nettet. For mig var det ikke spor anderledes. Og så alligevel en del anderledes. Det blev et trimester spækket med angst og utilpashed. Fra vi besluttede os for at skulle starte projekt baby, var vi meget opsatte på at det skulle gå stille og roligt for sig, ikke noget med planlægning eller tælle dage eller noget, og ikke noget med at hente app’s ned, som skulle fortælle hvornår man var i sit rette moment for at blive gravid. 4 uger efter den sidste p-pille stod jeg med den 1 positive graviditetstest og vi var glade og lykkelige og glædede os til oktober 2016 hvor terminen lå. Men lykken var kort, da det endte i en spontan abort. Jeg var i chok, jeg havde ingen smerter haft, ingen klump som de fleste snakker om, og ingen menstruationslignende blødning. Men faktum var at scanningen viste en tom fostersæk, på trods af en scanning en uge for inden der havde vist et lille hjerte slå. Heldigvis kom jeg mig fysisk hurtigt igen. Psykisk tog det meget hårdt på mig, og egentlig på os begge, heldigvis var min kæreste den bedste støtte i det hele. Og ordene fra lægen om ”det sker for hver 4 gravide, og i det mindste ved I da at I kan få børn” var det sidste jeg havde lyst til at høre lige på det tidspunkt. Hvad skulle det gøre godt for, jeg var stadig knust, selvom det var tidligt i forløbet. Mindre en 1 måned efter stod jeg så med en ny positiv test og en ny graviditet. Men ærligt, så turde jeg ikke håbe på noget, så da det endte i en abort allerede 1,5 uge efter den positive test, tog jeg det meget pænt, jeg var slet ikke klar til hele showet igen. Vi besluttede os for at vente lidt med projekt baby til efter sommer, jovist ville vi gerne have barn men det havde taget rigtig hårdt på os begge med aborten. Min kæreste var ligeså knust som mig, det var jo også hans drøm om barn der pludselig var sat på standby, uden han kunne gøre noget. Tilbage til det med at overraske partneren og familien med en god nyhed, for de fleste er det kvinden der først opdager en graviditet og kan videreinformere den gode nyhed med et twist af surprise. Men da jeg tilbage i slutningen af maj måned fandt ud af at jeg var gravid, for 3 gang inden for 5 måneder, var det mig der blev overrasket. Min kæreste havde været på firmatur til Kiel og var lige kommet hjem kl.5 om morgen da han blev ringet op et par timer senere at han skulle hente sin kæreste og køre hende på sygehuset. Behøver jeg at sige han var pænt smadret. Jeg endte på sygehuset en mandag formiddag med voldsomme mavesmerter, og blev tjekket for cyster på æggestokkene, blindtarmsbetændelse, scannet og taget blod-og urinprøver etc. 7 timer senere, en meget træt mand og gentagende snakke med sygeplejersker og læger kommer resultatet, jeg er gravid. Jeg var noget overrasket, da jeg ikke engang var gået over tiden med min mens, eller have haft nogle tegn på at jeg skulle være gravid. Min første tanke derefter var ikke glæde men angst, angst for at skulle gå det samme igennem igen og så ende med at miste. Angst for at være glad og lykkelig, når jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt. Derefter gik de næste 2 måneder meget langsomt følte jeg. Jeg kom til scanning ret ofte i starten for at de skulle sikre sig at det hele var okay. Og hver gang var jeg lige nervøs for hvad jeg skulle forvente. Langsomt blev jeg mere og mere glad for det at være blevet gravid, men var dog meget opmærksom på min krop og dens signaler også alt for meget, og jeg overfortolkede alt, lige fra lysebrun udflåd til ligamentsmerter. Hver gang var jeg overbevist om at, nu var det slut, igen. Jeg turde ikke træne, og min normale hverdag blev meget begrænset af at jeg var så bange for noget skulle gå galt. Da vi så nåede til nakkefoldsscanning i uge 13+2 og alt viste sig at være helt okay og med fine tal, blev jeg lidt mere rolig. Men angsten for at noget skulle gå galt har aldrig sluppet mig, hverken i 2 eller 3 trimester, tværtimod. Alt i alt tænker jeg ikke tilbage på mit 1 trimester med glæde og lykke. Det var tre hårde måneder midt i sommeren, hvor jeg konstant var bange for at miste, og ikke turde nyde det lille vidunder der var ved at blive skabt inde i mig, ikke turde nyde vores sidste sommerferie som par i frygt for at varmen kunne skade fosteret. Noget jeg fortryder den dag i dag.

2 trimester: Den bedste periode i graviditeten eller?

Mit 1 trimester var ikke en dans på røde roser, derimod en stor rutsjebanetur. Men jeg var blevet gjort opmærksom på af alle omkring mig at det ville ændre sig når jeg kom til 2. trimester, jeg skulle bare glæde mig til den tid. Jeg blev klogere. Jovist blev det lidt hyggeligere. Maven voksede, og jeg lignede ikke længere en der bare havde spist for mange kager og for meget Mac D mad, men man kunne rent faktisk se jeg var gravid. Den der mave som alle gravide hungrer efter var begyndt at vise sig i 13 uge, og tøjet blev løbende skiftet ud med ventetøj og alternativer dertil. Men må sande at jeg altså ikke synes det var den bedste periode i min graviditet, 2 trimester startede som 1 trimester sluttede. Fyldt med bekymring og angst for noget skulle gå galt, blandet med lykkelige stunder i ny og næ når f.eks. en ekstra hjertescanning i uge 14 viste alt var okay med hjertet, en scanning vi kom til pga min kæreste blev født med hul i hjertet, når jeg første gang mærkede den lille dreng i uge 16, som er tidligt for en 1 gangs gravid, når kæresten hurtigt derefter mærkede små puf fra maven. Alt sammen noget der uden tvivl gav smil og skabte glæde hos os. Når misdannelsesscanningen gik som den skulle, og vi kunne ånde lettet op over at der ikke burde være noget galt med vores lille vidunder inde i maven, hvilket jeg fejrede med at starte min træning op igen så småt. Men sammen med glæden kom bekymringen og angsten og blev større og større. Nu var vi kommet så langt, så hvad nu hvis det gik galt igen? Var det spørgsmål jeg stillede mig selv hver eneste dag. Man havde jo hørt historier før, så det kunne også ske for mig. Min lillesøster blev født for tidligt, og er i dag hjerneskadet, det kunne ske for mig også at vandet pludselig gik og det var slut. Jeg prøvede at tænke på noget andet og nyde graviditeten i stedet, og nogle dage lykkedes det også at ”glemme” det hele, og andre dage ikke. Google var desværre mere min fjende end min ven i denne periode, søgte jeg på for tidlig fødsel efter at slimproppen var gået fik jeg alle de negative historier med børn der ikke overlever etc. man får i sandhed det svar man søger, og oftest læser man kun de negative historier og overser de positive. Nok er min søster den dag i dag hjerneskadet, men hun overlevede trods hendes for tidlige møde med verdenen, og det er der utrolig mange andre babyer der gør, for vi har nogle utrolig dygtige læger på sygehusene som vil gøre alt for at få en lykkelig afslutning i en given situation. Men som mange andre gravide, glemte jeg alt om dette, og fortsatte min graviditet i ren bekymring, uge efter uge. Og for hver uge der gik googlede jeg procentsatsen for at vores baby ville overleve hvis det blev født i netop den uge. En anden ting jeg blev fortalt var at jeg skulle nyde 2 trimester for der var generne ikke startet endnu, jeg kunne stadig binde mine sko og maven var ikke tung nok til at give smerter i lænd eller bækken, sagde de. Men nej, jeg startede tidligt med begyndende bækkenløsning, og måtte til sidst gå ned i tid på mit arbejde, da jeg havde for mange smerter og jeg arbejder i butik, hvor man hovedsageligt står op hele dagen, løfter osv. et nederlag følte jeg. Jeg var ikke bare bange længere som min eneste gene, jeg var også nødsaget til at gå ned i tid på jobbet. Heldigvis blev jeg henvist til den dygtigste fysioterapeut som ved siden af min træning lavede forskellige øvelser med mig og fixede min ryg og bækken og i løbet af 2 måneder var jeg smertefri igen. Og langsomt kom glæden og lykken at være gravid op i mig, jo tættere jeg kom på 3 og sidste trimester, jo mere nød jeg at være gravid og hyggede mig med liv inde i maven. Men ikke mere end jeg var utrolig opmærksom på om jeg nu mærkede liv hver dag, og om alt nu var som det skulle være. Var der en dag hvor han havde været lidt mere stille end normalt, var jeg straks på dupperne og tilbage til den bekymrede gravide mig. Så det med at folk siger 2 trimester er den bedste periode, tilslutter jeg mig ikke helt. Måske er jeg bare ikke typen der elsker at være gravid, Måske har jeg bare været uheldig at mine to aborter for inden havde nået at sætte så dybe spor at jeg tog det med mig så langt og lod det påvirke hele min graviditet. Men når der er noget man rigtig gerne vil, som det at få et barn, og man én eller flere gange møder modstand, så er det svært at se lyst på det hele, hvor meget man end prøver. Som gravid har man mange hormoner i kroppen, og hvis man i forvejen er sårbar, så skal der ikke særlig meget til for at vække endnu mere bekymring og angst. Og det var det der skete hos mig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at havde jeg haft en anden start på graviditeten havde jeg også siddet tilbage med en anden følelse af 2 trimester. Og jeg havde sikkert været en af dem der havde råbt højt omkring hvor skønt det var at være gravid og ”glemt” generne ved det i al rosen af kærlighed og glæde til den lille dreng i maven. Men sådan var det ikke, og sådan er det ikke for utrolig mange. For ikke alle elsker at være gravid, selvom de ønsker et barn højere end noget andet. Vi er nu engang alle forskellige.

3 trimester – den bedste tid i min graviditet

Modsat alle andre jeg snakkede med under min graviditet, var 2 trimester ikke den bedste tid for mig, det var 3 trimester derimod. Generne var på vej på retur, og jeg var begyndt at nyde tiden med at være gravid, der var sågar dage hvor jeg ikke ønskede at han skulle ud til os, men hellere bare ville gå rundt med ham i maven, fordi det var så hyggeligt. Dog startede mit tredje trimester ikke med denne følelse. Tværtimod, startede det med et rutinetjek hos lægen, hvor hun efter at have lavet hendes mål og skøn, synes at vores lille dreng var for lille, og ville have os videre på sygehuset og blive vækstscannet. Ikke lige de ord man har lyst til at høre når man har brugt det meste af graviditeten på at være bange og nervøs for om noget var galt, eller skulle gå galt. Men vi kom afsted til sygehuset, og kom ind til en scanning hvor der blev målt hovedstørrelse, vægt etc. og ud fra disse tal, blev der lavet en formel som gav et resultat på en kurve hvor ift. gennemsnittet at vores lille dreng lå, heldigvis kunne lægen konkludere at, nok var han lille, men ikke kritisk, han lå bare i den lave ende af kurven, men som hun sagde, alt indenfor 20 % under og over normalen er acceptabelt og han var ”kun” 12 % under. Lige det vi gerne ville høre, så nu kunne jeg fortsætte med at nyde min graviditet. Mit 3 trimester var i sandhed mit lykkelige trimester, jeg spiste kage, slik og bare generelt usundt som aldrig før. For nu skulle jeg virkelig nyde at jeg kunne spise mig ”tyk” uden dårlig samvittighed. Og lillemanden havde det jo eftersigende godt derinde så bekymringerne svandt langsomt, i takt med jeg også vidste at skulle noget ske nu, var jeg langt nok i gravidteten til at han ville kunne overleve uden mén. Jeg slog op med google og diverse babysider og begyndte at følge min sunde fornuft i stedet for en kort periode. Jeg nød sparkene og bevægelserne i maven, min kæreste nød at kunne ligge sine hænder på maven. På trods af jeg sov dårligt, så var det det hele værd, og fandt ud af at hvis jeg lå på siden med en pude mellem benene så kunne jeg sagtens få en god nattesøvn og jeg var heldigvis ikke en af dem der skulle op mange gange om natten på toilet, jeg kunne nøjes med én gang. Men glæden holdt kun indtil jeg nåede uge 36. Der ramte jeg murren. Jeg var så ufattelig træt af at være gravid at jeg ville gøre hvad som helst for at gå i fødsel før tid. Havde jo fået at vide at 4 uger før tid var ingen sag for barnet at klare, og jeg kendte flere hvor det var gået godt. Så hvis folk sagde at hindbærbladthe virkede, så købte jeg det og drak det hver dag. Uden held dog. Hvis folk nævnte at de havde fået sat fødsel i gang med en lang gåtur, gjorde jeg det. Jeg gik masser af kilometer hver dag for at sætte fødslen i gang. Men også uden held. Og jeg blev bare mere og mere utålmodig og træt af det hele. Det endte med at jeg havde presset min krop så meget at jeg i uge 37 blev syg, kastede op og var helt udkørt og skidt. Jeg var overbevist om at det kunne være tegn på fødslen var oppe over. Og i min søgen efter tegnblødning, fostervand og andre tegn, måtte jeg til sidst give op og konstatere at jeg nok bare havde presset min krop, og der altså ingen fødsel var på vej. Alligevel valgte min kæreste dog at blive hjemme fra hans årlige julefrokost med drengene i Aalborg, for at være tæt på mig hvis nu noget skulle ske. Da vi nåede uge 39-40 begyndte jeg at mærke mindre liv, og straks blev jeg bekymret igen. Stadig ingen tegn på fødslen var oppe over, men tanken om at gå over tid kunne jeg ikke overskue når nu lillemanden var blevet mere og mere stille inde i maven, og det med at drikke kold vand og juice virkede ikke rigtig på ham. Jeg ringede til fødemodtagelsen som gerne ville have mig ud til et tjek. Afsted til Herlev sygehus, hvor jeg fik kørt en kurve i en times tid. Sådan nogle elektroder der blev sat på maven der målte veer og baby’s hjerterytme, og så skulle jeg trykke på en knap hver gang jeg mærkede liv. Sygeplejersken kunne efter 45 min konstatere at der ikke var noget at være bekymret over så vi tog hjem igen og jeg fortsatte med at gå en masse ture for at sætte gang i fødslen. 3 dage efter var jeg igen på vej ud til Herlev sygehus, da jeg ikke havde mærket liv hele dagen. Igen fik jeg kørt en kurve, og derefter besluttede de at tilkalde en fødselslæge til at scanne mig. Scanningen viste at han var 15 % under normalen i vækst med vægtskøn på 2900, og mindre aktivitet, men hjerteaktiviteten var fin, han var bare blevet mere stille. På dette tidspunkt var jeg i uge 41, vandet var stadig ikke gået, og jeg var helt lukket og havde stadig et par cm livmoderhals tilbage, så altså ingen tegn på fødsel den dag. Til gengæld havde jeg nået klimaks på hvor træt jeg var af at være gravid. Jeg sov ikke om natten, jeg havde ondt, kunne ikke binde mine egne sko, og følte mig bare godt og grundigt sølle. Jeg følte jeg havde mistet min krop til en anden og al kontrol over den var væk.

Fødslen

Det hele startede mandag 6/2-17 jeg havde rundet de fulde 40 uger og var så klar til at føde, men det var min krop bestemt ikke. Efter en tur på sygehuset mandag pga. mindre liv, endte fødselslægen med at ville sætte mig i gang. Jeg skulle møde tirsdag morgen kl 9 og modtage Augusta piller, som jeg skulle tage hver anden time. Lægen sagde at de ikke kunne love at det ville sætte fødslen i gang med det samme, det kunne godt være jeg skulle have pillerne i 3 dage, og måske evt. et ballonkateter. Tirsdag kl 9. Mig og kæresten mødte op på fødemodtagelsen på Herlev Hospital. Vi blev mødt af en jordmoder som først kørte en kurve på mig, for at se at den lille stadig havde fin hjerteaktivitet og ikke havde regelmæssige veer, derefter lavede hun en gynækologisk undersøgelse, og til sidst fik jeg piller som jeg skulle tage hver anden time. Hvis jeg begyndte at få veer skulle jeg stoppe med dem, og ellers skulle jeg bare møde derude igen kl 20.00. Vi tog hjem efter at have spist den første pille og mærkede intet, men vidste heller ikke rigtig hvad jeg skulle mærke efter. 2 timer senere tog jeg en ny pille. Kæresten og jeg lagde os på sofaen for at slappe af, og langsomt lagde jeg mærke til jeg fik flere og flere plukveer regelmæssigt, den der hvor maven bliver stenhård og det niver lidt i lænden, men ikke rigtig smerte. Men google fortalte mig at plukveer ikke var regelmæssige, og derefter brugte jeg timer på at google hvordan føles veer. Alle svar jeg fik, var ”du er ikke i tvivl når du har veer” hmm. Men jeg var i tvivl, så det måtte jo så ikke være veer jeg havde. De gjorde ikke rigtig ondt, men var bare lidt ubehagelige, og ja de kom da også med 4 min mellemrum men igen jeg var jo i tvivl, så det kunne ikke være veer. Her bagefter giver jeg ikke en dyt for google og dens ”du er ikke i tvivl når du har veer”. Efter at have taget 3 pille og der nu kun var 3 min imellem hver ”hvad det nu engang var” ve eller plukve, besluttede jeg mig for at ringe ud til fødemodtagelsen, men til min skuffelse sagde hun, kan du snakke og tænke klart når de står på? Øh ja sagde jeg, okay så er det ikke veer du har, og du er ikke i tvivl om når du har veer. Hmm okay, jamen så har jeg jo nok ikke veer sagde jeg til min kæreste, jeg tog 4 pille, og vi tog bilen og kørte i Føtex for at handle. Let prustende og med mange pauser måtte jeg til sidst sige at vi skulle køre hjem, for nu skulle jeg altså ligge ned. Havde stadig ikke ondt, var bare træt i ryggen og lænden. Kl 20.00 mødte vi op igen på fødemodtagelsen, jeg havde ikke taget flere piller, da jeg ikke følte mig tryg ved det. Imens vi sad og ventet på at blive tjekket, skete der nogle ting jeg gerne ville have været foruden, der var desværre et par der mistede deres lille pige 7,5 måned henne og hun døde i maven pga. hjertestop. Der sad mig og min kæreste ude på gangen og hørte gråd og to meget ulykkelige mennesker der lige havde mistet deres baby. Vi fik en klump i halsen og pludselig blev jeg meget nervøs, havde jeg egentlig mærket liv i dag og hvad er det nu jeg er gået med til her. Kl 21 kom vi ind og skulle have kørt en kurve, jeg var så nervøs at jeg rystede helt i frygt for om han stadig levede derinde. Det gjorde han, men jeg havde så mange plukveer at jeg ikke måtte få flere piller, for det ville stresse ham inde i maven. Så vi tog hjem igen og så skulle jeg møde onsdag morgen kl 9.00. Jeg fik ikke meget søvn natten til onsdag, for havde så mange veer, eller havde besluttet mig for at det måtte altså være veer jeg havde, at jeg måtte stå op midt om natten og tage et varmt bad for at dulme det lidt. Stadig synes jeg ikke det var smertefuldt, nærmere bare anstrengende i lænden. Onsdag kl. 9 mødte vi så igen op på fødemodtagelsen, med en forventning om at vi nok bare ville blive sendt hjem igen, det var jo sikkert ikke veer jeg havde. Men den søde jordmoder vi mødte kunne derimod fortælle mig at livmoderhalsen var væk og jeg havde åbnet mig 1-2 cm. Så hun sendte mig ud på en gåtur i 4 timer på sygehuset og så skulle jeg vende tilbage, og forhåbentlig være endnu mere åben. På turen rundt på sygehuset, mødte vi manden der havde mistet en barn dagen forinden, en meget ambivalent følelse, for her gik jeg og var på vej til at skulle i fødsel, og indenfor de næste 24 timer ville vi blive forældre. Kl. 14 kom vi tilbage til fødemodtagelsen og den søde jordmoder tjekkede mig igen, desværre var jeg stadig kun 2 cm åben, så hun bad os tage hjem i to timer, tage et varmt bad og komme tilbage dertil. Det gjorde vi så. Og derfra gik det stærkt. Kl 16 var vi tilbage på fødemodtagelsen, jeg var 2,5 cm åben og de ville nu køre mig på fødegangen for at tage vandet. En enormt sød jordmoderstuderende hentede mig og gjorde mig klar på fødegangen. Jeg fik et lavment og kl 17.49 tog de vandet. Jeg havde forinden spurgt hvornår jeg skulle sige til hvis jeg gerne ville havde epidural, og de sagde at når tiden var til det ville en annætesilæge blive tilkaldt. Derfra tog jeg en spurt, lynhurtigt efter vandet var gået startede de rigtige veer, og de kom hurtigt som perler på en snor, og inden jeg så mig om havde jeg lyst til at presse, men det måtte jeg ikke. Min kæreste stod pænt ved siden af og aede mig på ryggen, holdte mig i hånden og gav mig saft, efter en time var jeg 7 cm åben. Jeg havde på nuværende tidspunkt mistet tidsfornemmelsen fuldstændig, men en ting var sikkert, jeg skulle presse. Og mens jeg råbte hvornår jeg kunne få noget bedøvelse og blev gjort klar til det, ville de lige tjekke hvor åben jeg var, og til alles overraskelse var jeg fuldt åben, og det der med bedøvelse kunne jeg glemme alt om det var for sent nu. Det var den hårdeste og mest smertefulde fødsel jeg kunne forestille mig. Helt ude af takt med at presse og bruge presseveerne startede jeg min egen rytme. Jeg pressede når jeg havde lyst og det kunne kun gå for langsomt. jeg glemte alt om fokus og åndedræt, jeg pressede bare. Ude af takt. Men kl 21.04 den 8/2-17 kom vores lille dreng til verden. 3 timer og 15 min tog det fra vandet var taget og uden bedøvelse. Jeg var nu lidt stolt af mig selv, men hold op det var hårdt. Dog vigtigst af alt vores lille dreng havde det godt. På trods af blodprøver undervejs i fødslen, og risiko for at han skulle tages med sugekop, klarede jeg opgaven selv, og ud kom en dreng på 3390 gram og 52 cm, med åbne øjne og nogle lunger der i den grad virkede. Og ja de vækstscanninger giver jeg ikke meget for, for det viste sig at han var så gennemsnitlig som han kunne være. Desværre gik det også så hurtigt at jeg nåede at briste ved ringmusklen og jeg røg derfor på operationsbordet i 2 timer, mens den lille var hos farmand. Omkring midnat blev vi igen genforenet på patienthotellet og vi kunne starte tilværelsen som en lille familie. Jesper: Det var en underlig følelse, jeg kunne ikke andet end at stå standby og lytte til min kæreste og de ting hun beskrev for mig, og uvisheden om hvornår det hele skulle gå i gang for alvor var mig en gåde, da Sybille startede på at tag pillerne troede jeg der ville gå 1-3 dage før de ville tag vandet, så jeg tog det meget roligt til at starte med og spillede lidt PlayStation imens hun fik sovet lidt. Da vi så kom op på hospitalet og fik at vide hun var åben tænkte jeg ”fuck nu sker det”, men sådan er det åbenbart ikke, vi mænd har ikke sat os ret meget ind i det hele angående selve fødslen og hvordan det forgår, da jordmoderen sagde hun var åben troede jeg at hun faktisk var i fødsel, men viste sig så det tog lidt tid før kroppen var helt klar til fødslen. Selve fødslen var det værste jeg nogensinde har prøvet, at jeg intet kunne gøre for at hjælpe hende udover at lave de åndedrætsøvelser jordmoderen fortalte mig og selv gjorde for at kunne få Sybille til at slappe lidt af. Der var også lidt tvivl i løbet af fødslen om hvordan barnet havde det, og de var nødt til at tage blodprøver flere gange hvert 20 min. Jeg fik en frygtlig følelse i kroppen om at vi skulle miste ham hver gang, disse tanker har jeg heller aldrig fortalt min kæreste før hun læste dette. Der var også en gang hvor jeg spurgte lægerne om de ikke kunne tage barnet med sugekop for den smerte ens kæreste har, er ekstrem hård at stå og se på. Dan hun så fødte og han kom ud til os var jeg mundlam, jeg kunne ikke andet end at begynde og græde, ”nu var han her endelig, jeg er blevet far, JEG er blevet far” alt frygten forsvandt og blev til en stor lykkeros og glæde over at stå og holde sit barn i armene.

Den første tid som mor

Jeg har nu været nogens mor i næsten 6 uger, jeg kan kalde nogen for min søn, og jeg har lige pludselig det største ansvar for et andet menneske, et ansvar jeg ikke kommer til at føle på nogen anden måde end overfor mit barn og fremtidige børn. Men, det har ikke været nemt, det er den hårdeste og mest skræmmende rejse jeg har været på til dato, og den slutter aldrig. Men også den mest fantastiske rejse, som jeg ikke vil undvære for noget andet. Det har ikke været let at pludselig have et lille menneske man skal tage sig af. Der har været søvnløse nætter, mange af dem, en grædende og hysterisk dreng i timevis, der har været frustration, glæde, kærlighed, og tårer. Ja jeg har vitterligt været hele rutsjebaneturen igennem. Jeg havde hørt at det ville være hårdt at blive mor, og jeg var også forberedt på det, men faktum er at man nok aldrig helt kan forberede sig på hvor hårdt det i bund og grund er. Du vil så gerne gøre det godt, men nogen dage er dit bedste bare ikke godt nok til at trøste dit lille barn. Og hvad gør man så? Den del mangler jeg stadig at finde ud af, der er blevet købt pilatesbold og hentet app’s ned med hvid støj som skulle hjælpe, og jovist mindsker det gråden og skrige turene, men det er nok ikke holdbart på den lange bane, og jeg står i stedet tilbage med dårlig ryg og ondt i bagen. Jeg havde hørt om at de fleste mødre knækker sammen på 4 dagen, og tænkte at det skete i hvert fald ikke for mig nu hvor jeg var forberedt. Og det skete heller ikke, ikke på 4 dagen i hvert fald, men i stedet 2 uger efter han var født. En hel uge hvor jeg græd og græd hver gang vi var alene og han var umulig, jeg græd mig selv i søvn når det havde været en hård nat. Jeg følte mig magtesløs og tænkte bare, hvor fanden er den tænd og sluk knap henne? Og hvor kan jeg levere ham tilbage henne? For ja vi har været så heldige at få et barn med kolik lignende symptomer. En dreng som kan græde i timevis non-stop uden at vi kan gøre fra eller til nogen dage, og det er godt nok hårdt skal lige siges. Men når så han åbner sine store blå øjne, eller han endelig falder i søvn på armen, når han dagen efter kommer med et forsigtigt smil, ja så er alt glemt. For han er jo min søn, og jeg elsker ham højere end noget andet i medgang og modgang, og jeg vil aldrig nogensinde levere ham tilbage, han skal være hos mig og hans far for evigt. En anden ting som jeg har lagt mærke til efter jeg er blevet mor, er mine prioriteter. Førhen kunne jeg godt lide at tage et par timer til mig selv, men det sker ikke rigtig længere. Jeg nedprioriterer mig selv hele tiden, selv det at gå på toilet foregår oftest med åben dør eller et barn på skødet, man bliver utrolig kreativ som mor. Jeg er konstant nummer 2 eller 3. Min søn er nummer 1, han får konstant min opmærksomhed og tid fremfor mig selv, jeg vil hellere bruge de 10 min jeg har på at lave mad til ham end mig selv, så i de første uger spiste jeg sjældent i løbet af dagen, for han kom simpelthen først, og når han sov, ja så var der 117 andre ting der lige skulle gøres inden jeg kunne sidde ned og spise, og der var han oftest vågen igen. I forhold til min kæreste er jeg nummer 3, jeg prioritere oftest ham før mig. Han skal have sin nattesøvn, så jeg står op i stedet, han siger han er sulten, jamen så tager jeg mig af Phillip så han kan spise først, han er træt, jamen så får jeg Phillip til at sove eller underholder ham i stedet, imens han sover, selvom jeg har været oppe hele natten. Jeg glemmer simpelthen mine egne behov for en stund og på en eller anden måde får jeg gravet energi og overskud frem hver dag alligevel, det er vel bare sådan en mor-ting tror jeg. Jeg har dog lært i de sidste uger at mor-rollen er en kompliceret rolle, hvor jeg hver dag lærer noget nyt både om mig selv og om min familie. F.eks. at konsistens og farve på lortebleen, tunge bleer og at bøvse er fast inventar i mit ordforråd nu. Jeg bliver nok aldrig helt klog på alle ting, men jeg er ikke i tvivl om at jeg er den bedste mor overfor min søn, jeg gør nogle ting anderledes end mine bedsteforældre eller naboer ville have gjort, men jeg gør det jeg føler er det bedste. Så på trods af det er en stor rolle at bære hver dag, så elsker jeg det.
Fandt du dette interessant, så tilmeld dig vores kundeklub og få nyheder, infomation og særlige gode rabatter for vores medlemmer direkte i din mailbox. Tilmeld dig lige HER