Siris andet trimester

Her fortæller Siri sin historie

Siris andet trimester

Efter at have haft en hård start på min graviditet med træthed og kvalme, så jeg virkelig frem til andet trimester, eller som alle skriver honeymoon perioden. Nu skulle min kvalme gå væk, energien komme tilbage og jeg skulle virkelig til at opleve alt det smukke omkring det at være gravid. Nu har jeg altså nydt min graviditet siden dag 1, da den har været længe ventet, men jeg vil ikke få den til at lyde mindre hård end den var.

Andet trimester kvalmen og trætheden tager til

Nå. Andet trimester starter og hvad sker der? Kvalmen tager til!! Nu havde jeg hele dage, hvor jeg kunne ligge på skolens toilet og ikke turde forlade det af frygt for at jeg ikke kunne nå hjem inden næste tur startede. Trætheden spøgte stadig, men den var dog en smule aftagende! Men min kvalme varede indtil uge 16 af min graviditet og det tog hårdt på mig!

Utålmodig vil vide kønnet

I forhold til kønnet, så har jeg hele tiden været ekstremt utålmodig. Jeg er generelt meget dårlig til overraskelser og ikke at vide, hvad der gemte sig inde i hulen var simpelthen ulideligt! Sandra forsøgte at appellerer til min tålmodighed, så vi da i det mindste kunne vente med at hører kønnet til uge 20, men jeg var simpelthen ved at gå til.

Kønsscanning

Endelig fik jeg lavet et enkelt kompromis, som hed at jeg skulle melde mig ind i danmark og så måtte jeg bestille tid til en kønsscanning! Det fik jeg gjort, men der er jo en behandlingstid på min. 14 dage og jeg var på dette tidspunkt i uge 15, så syntes jo det virkede dumt, så nu var jeg igen utålmodig. En dag i skolen, efter et par rigtig ynkelige sms’er, gav Sandra sig og skrev ”godt nok skat, så find et sted i Odense?”!!! Jeg fandt fluks et sted til 450kr., hvilket var det billigste jeg kunne finde og så fik jeg lov til at booke! De havde tid allerede dagen efter om morgenen! Så d. 10/9-2016 var vi til kønsscanning kl. 08.00 om morgenen.

Hvad skal barnet hedde?

Vi har haft svært ved navne, eller det vil sige vi har haft svært ved at finde på drengenavne, men pigenavn var der helt styr på og siden det var et navn jeg havde fundet, så håbede jeg da en lille smule på at det blev en pige. Sandra havde længe inden kønsscanningen fundet på et drengenavn, som vi var enige om, så hun heppede en meget lille smule på en dreng, men vi var begge ligeglade, da vi blot håbede på et sundt og raskt barn.

Dreng eller pige må man have en favorit?

Sandras papsøster og kusine har begge to drenge, så tanken om en lille pige i familien var da dejlig, og jeg ved at min svigermor også håbede på at få en lille prinsesse (især fordi Sandra aldrig har været det). Hos min familie er det, det allerførste barnebarn, så der er ikke rigtig nogen håb osv. Jeg syntes det er helt okay at have en holdning og et håb til køn, men jeg har hørt om både mænd og kvinder som bliver skuffede og faktisk direkte sure over et ”forkert” køn og det syntes jeg ikke er ok. Det er jo ikke noget som hverken barnet eller den gravide beslutter med vilje, hvad det skal blive til derinde, så jeg syntes det er okay at have et håb og det er også okay lige at skulle sluge at det ikke blev som man håbede, men derefter skulle man jo gerne være glad for at man får sig et barn uanset kønnet.

Der var ingen tvivl om kønnet

Hos os gik der ikke mere end 2 min. så kiggede en smilende (og denne gang sød) jordemoder på os og annoncerede at det var en stolt lille dreng, der lå der inde i maven. Jeg mærkede straks et kæmpe smil brede sig over hele mit ansigt. Jeg kiggede på Sandra og hun lignede en som lige var blevet ramt af lynet. Vi skal have en søn.

Nu var det en rigtig person inde i maven

Nu var det ikke en den, men en ham, nu var han en person, som lå der inde i maven og voksede. Det var den vildeste følelse! Han var til og med også stor (ca. 1 uge foran i vægt), så vi var simpelthen så stolte! Vores store stærke dreng. Vores Bastian, ja det skal han hedde. Nu var det en helt ny nyhed, som skulle rundt, nu skulle alle vide, hvad det var der lå i maven. Glæden var stor hele vejen rundt!

Kvalmen forsvandt

Nu var kvalmen væk og vi vidste hvad der lå i maven og i uge 17, kom der pludselig en lille bule på maven, så nu begyndte det hele at gå op for mig. Sandra har haft lidt svært ved at forstå det hele. Det ikke at kunne se en tyk mave, ikke at kunne mærke liv, men bare se på at jeg blev dårlig og lad, var rigtig svært for hende her i den første halvdel af graviditeten.

Bryllupsgave og første spark

Jeg gav hende et træstetoskop i bryllupsdagsgave, så hun kunne forsøge at lytte lidt på maven og det gav hende lidt, men da jeg i uge 18 begyndte at mærke liv, kunne jeg godt mærke at hun syntes det var hårdt stadig ikke at ”være en del af det”. Så i uge 22 skete det! Vi lå på sofaen og pludselig syntes jeg at hans spark tog til. Jeg bad hende ligge hånden på min mave og lige pludselig sparkede han igennem og hendes hånd røg næsten af. Pludselig blev hun en del af det hele, nu kunne hun mærke ham, og det kan jeg mærke har givet hende en hel masse!

Sørg for at inddrage din partner i graviditeten

Så husk endelig at være opmærksom på hvornår der kan mærkes ydre spark og sørg for at din partner er med i det fra start. Træstetoskoperne er også en super ide, men det kan være svært at finde hjertelyden med dem, så man må ikke gå i panik. Det er fedt, da man som gravid ikke kan lytte, så det er ene og alene noget din partner kan med jeres barn og det kan for nogen være en rigtig god måde at få et forhold til den lille mave ret hurtigt. I kan evt. tage det med til jordemoderen de kan hjælpe med at finde lyden så din partner ved hvad det er han/hun skal lytte efter.

Man glemmer hvor dårlig man har haft det

Nu begyndte den sjove graviditet og jeg lover jer alle at så snart du har det godt, bare 5 min. af gangen så glemmer du alle de gange, så har været dårlig og så syntes du at din graviditet er det skønneste, der findes. Jeg husker næsten ikke kvalmen og trætheden, men jeg husker kønsscanningen, det første udvendige spark, da maven voksede osv. husk at nyde alle de gode stunder, det er kun for en begrænset periode og hvis du har ladet det negative overtage, går du glip af noget helt fantastisk!. 

Læs om Siris tredje trimester HER