Siri fra mødregruppen

Her fortæller Siri sin historie

Mit navn er Siri, jeg er 26 år gammel og har termin d. 26/02-2017. Jeg er til dagligt gift med Sandra (28) og vi har (selvfølgelig) været igennem et fertilitetsforløb for at blive gravide med vores skønne lille dreng. Jeg vil rigtig gerne dele historierne, da det ikke har været helt almindeligt med hormonbehandlinger, reagensglas, led kvalme i de første 16 uger osv. I det hele taget reagerede jeg nok ret voldsomt da jeg fik at vide at jeg var gravid. Sandra og jeg har brugt næsten 2 år i behandling og det har IKKE været nemt altid, min historie har både lidt regn, men også en masse sol som jeg håber andre kunne få glæde af.

Mit fertilitetsforløb

Når man er i et forhold med en anden pige, vil ens graviditet være planlagt. Sandra og jeg har snakket og drømt om børn i lang tid, men vi var bange fordi vi havde hørt en masse rygter. Det skulle være enormt svært at blive ”godkendt” til fertilitetsbehandling, man skulle godkendes af ens læge og så skulle man sidde foran et helt panel af fagfolk på sygehuset, som skulle vide alt om ens fortid og dermed vurderer om man var egnet til at blive forældre. Vi havde hørt at selv den mindste psykiske brist ville gøre at man ikke blev godkendt og jeg har lidt af en depression (som jeg har været rask fra siden 2009), så vi frygtede det værste. Vi tog endelig til lægen, som blot testede mig for diverse underlivssygdomme og dermed sendte en henvisning afsted med ordene ”det er spændende, jeg glæder mig til at følge jer”. Vi var målløse, men frygtede stadig sygehuset. Kort tid efter kom et brev med en indkaldelse til en for samtale en måned efter. Da vi ankom til sygehuset skulle vi ind og snakke med en sygeplejerske. Hendes eneste kommentar, da jeg fortalte at jeg havde lidt af en depression var ”jamen du er vel rask nu?”, så spurgte hun til donorvalg og sagde at jeg ville have godt af at tabe mig lidt. Vi kiggede lidt perplekse rundt og spurgte hvad næste skridt så var? Jamen nu skulle vi tage den endelige beslutning om donor, give sygehuset besked og derefter bare melde os til behandling når vi ville. Så nemt var det. Nu begyndte rejsen. Jeg var umiddelbart i min bedste alder og alt så, så fint ud, så vi troede (ligesom de ansatte på sygehuset) at vi lige smuttede ind en gang eller to og så var der et barn i maven. Sådan gik det ikke. Jeg har altid været uregelmæssig i min cyklus, det har ingen betydning for mine chancer for at blive gravid, men det gør at jeg ikke kan times ligesom de fleste andre med ægløsning osv. derfor var vi til et utal af scanninger, så de kunne tjekke størrelsen på mine æg, da de skal have en bestemt størrelse før man inseminerer. Efter to forsøg, foreslog lægerne hormonbehandling, da det kunne stabiliserer min cyklus, så jeg måske ”kun” skulle scannes to-tre gange i stedet for fire-fem gange pr. Behandling (menstruation-menstruation). Det tog vi imod, da det var hårdt at komme så meget på sygehuset. I almindelig fertilitetsbehandling (inseminering) fik jeg ca. 75 enheder af hormoner hver dag indtil mine æg var klar. Variationen var stadig stor og pludselig begynder man at opfører sig skørt, da hormonerne sætter gang i en masse ting, i kroppen. Når du er i fertilitetsbehandling til du følgende forsøg: 6 almindelig insemineringsforsøg og 3 reagensglasforsøg. Får du barn i første forsøg, så frafalder de andre forsøg, da det kun er første barn, som er ”gratis”. Vi gik igennem de første fem forsøg (inseminering) uden held og besluttede derefter at holde en pause. Vi havde involveret familie og venner og jeg havde det rigtig svært, med alle dem som skulle have besked hver gang. Det gjorde det svært rigtigt at mærke mig selv og mine følelser. Vi holdt pause i et år. Sandra skulle opereres, vi blev gift og jeg tabte mig 10kg. Nu var der ro, følelserne var kærlige og vi var et rigtig godt sted, så nu ville vi i gang igen. Vi brugte det 6. Insemineringsforsøg (man må ikke springe rundt i behandlingerne, for så frafalder forsøgene, så de skal køres 6 inseminering og derefter reagensglas) uden held. Vi var faktisk okay. Nu skulle vi prøve noget nyt, nu var det tid til reagensglas. Da man skal have så mange æg klar som muligt til reagensglasbehandlingen er hormonbehandlingen også hårdere. Hvor jeg før var vant til 75 enheder fik jeg nu 150 enheder fra start i 4 dage, de syntes ikke æggene rykkede nok, så de skruede mig op til 175 enheder i 2 dage og så skulle jeg scannes igen. De var stadigvæk ikke helt tilfredse, men næsten så nu skruede de op til 200 enheder hver dag i 4 dage, samtidig skulle jeg tage en anden sprøjte (mine hormoner har været i sprøjte, da jeg ikke kunne tåle dem i tablet form), som stoppede ægløsningen, da æggene ikke skulle smutte selv. Endelig var æggene klar! Jeg havde været meget påvirket og havde bl.a. brugt en hel morgen på at råbe og skrige over at min sok sad forkert i min sko (man er vanvittig og man har ingen kontrol!). At få taget æg ud er HÅRDT, men spændende! Jeg kom ind, fik lagt et drop i hånden som senere skulle bruges til morfin mod smerterne!! Jeg fik noget beroligende og så ventede jeg lidt. Da jeg kom ind på stuen var der en læge, sygeplejerske og en laborant (jeg er normalvis kun vant til lægen fra insemineringen). Jeg kom op og ligge, havde fået min morfin, og nu skulle vi i gang. Der var to tv skærme så jeg kunne følge med i alt hvad der skete. Jeg blev lokalbedøvet i skedevæggen, da de skal igennem for at komme ind til æggene. De scanner indvendigt, så jeg kunne se når de tømte en æg blære og gav det til laboranten, som så sorterede ægget fra væsken, som det ligger i, i æg blæren. Det er en meget syret oplevelse! Jeg måtte have ekstra morfin og lå i to døgn derhjemme, hvor jeg næsten ikke kunne bevæge mig, da æg blærerne fyldes op igen. En lille uge senere var vi så inde og få sat et æg op. Det var for vildt også at kunne se det befrugtede æg, udenfor maven og følge det op i maven. Og tre uger senere kom det længe ventede opkald.

Mit første trimester

4 uger efter jeg fik taget æggene ud, 3 uger efter jeg fik sat et befrugtet æg op igen og ca. 1 uge efter jeg havde fået taget en blodprøve ringede sygeplejersken. Min kone og jeg har brugt ca. 2 år på fertilitetsbehandling, hormonbehandlinger, lang pause fyldt med snak og planlægning af det videre forløb og nu var vi nået til reagensglasbehandlingen. Det forløb var hårdere end noget andet jeg nogensinde har gjort og lige inden sygeplejersken ringede havde jeg snakket med Sandra (min kone), som var på arbejde og sagt at jeg simpelthen ikke var sikker på at jeg kunne gøre det igen (ville have gjort det 50 gange endnu, hvis det var nødvendigt). Sygehuset havde sagt, at de ringede mellem 13 og 15.00, men kl. 14.00 havde jeg intet hørt og panikken var nu fuldkommen. Jeg forsøgte selv at ringe, men min telefon meldte fejl og jeg gik helt ned. Slukkede og tændte telefonen og pludselig ringede den. Det var sygeplejersken og nu kom dommen, efter et par lægefyldte sætninger fik jeg presset sygeplejersken. ”Er jeg gravid?”, ”ja, Siri du er gravid” og det gjorde det. Jeg græd som pisket, faktisk så voldsomt at sygeplejersken til sidst spørge om jeg er glad? ”JA!!!!” to års drømme og hård behandling har endelig båret frugt. Da jeg fik lagt på ringede jeg naturligvis til Sandra. Hun tog den helt nervøs og jeg hulkede så voldsomt at der gik et sekund før jeg kunne tale. Da det endelig lykkedes, var alt hvad der kom ud ”du skal være moaaaaar”, hulkende og stammende. Lykken var stor og Sandra fortæller selv at hun resten af dagen slet ikke hørte hvad hverken børn eller kollegaer sagde. Jeg ringede straks til familie og venner, da jeg er verdens dårligste til at holde på den slags. Det var skønt endelig at kunne fortælle at det var lykkedes, de havde været involveret i starten, men ikke i det sidste forsøg, så de havde ikke hørt noget om behandlinger i lang tid. Alle var meget glade på vores vegne og nu skal vi altså være forældre. Ikke ret lang tid efter kom trætheden. Jeg har godt hørt om at man kan få en altoverskyggende træthed i det første trimester, men jeg havde da aldrig forestillet mig det sådan her. Det var som at få narkolepsi, jeg faldt i søvn indenfor 0,5-2 min. uanset hvor jeg var. Jeg er hestepige og havde i ca. to år før graviditeten haft part på en skøn hest, som jeg havde alle planer om at fortsætte med. Men pludselig sank min energi og jeg sov fra det meste inklusiv hesten. Oveni trætheden kom kvalmen. Hvorfor alle kalder det morgenkvalme aner jeg ikke, jeg kastede op på alle tider af døgnet, men primært om aftenen. I løbet af mit 1. trimester måtte jeg erkende at jeg ikke havde energien til hesten længere. Det er mega hårdt at vende sig til at du pludselig ikke kan forskellige ting og jeg har grædt mere end en gang over at måtte erkende mine grænser. Jeg vidste godt at en graviditet ikke bare var en dans på roser og forventede kvalme osv. men jeg troede helt ærligt, ikke at jeg ville være så invalid, som jeg følte mig, så hurtigt. Når man bliver gravid igennem sygehuset og fertilitetsbehandling, så får man en scanning 3 uger efter, man har fået et positivt svar. Dette gøres, da sygehuset skal garanterer en et levende foster, for at kunne afslutte ens forløb. I ugerne op til scanningen var jeg helt sikker på at alt var galt. Det hele var for godt til at være sandt og det første jeg gjorde hver morgen var at tage min hånd ned mellem benene og tjekke for om jeg havde fået menstruation (jeg ved godt det lyder ulækkert). Jeg havde de vildeste mareridt om aborter, fødsler, babyer og alt muligt andet. Så når jeg ikke sov ret godt om natten var det på trods af alt andet alligevel rart at sove det meste af dagen. Da vi kom til scanningen og så en lille cocktailpølse med et lille lysende og bankende hjerte i midten gik alt i stå. Det her var teknisk set anden gang vi så baby, da vi havde set det befrugtede æg da det blev sat op i mig, men nu var det faktisk en lille pølse, med et lille hjerte. Det var vores lille pølse med et lille hjerte. Nu var vi afsluttet fra sygehuset, som havde fulgt os og taget sig af os igennem alle behandlingerne og følelserne og nu skulle vi til lægen som alle andre og have lavet vandrejournal. Det blev igen lidt angstprovokerende, da alle de mennesker man havde lært at kende og stolede på pludselig var væk fra en. Det er lidt ambivalent at få lavet vandrejournal. Jeg troede at man skulle op og snakke masser af baby, lave alt muligt og at det ville tage flere timer, men jeg fik taget blodprøve, målt blodtryk, tjekket urin, blev målt og vejet og fik nogle papirer i en gul kuvert. Sygeplejersken lavede alle undersøgelserne og lægen snakkede vi med i fem minutter. Det var meget mærkeligt, når man har brugt så lang tid på at blive gravid og man nu egentlig bare syntes at alle skal huje og heppe fordi det er så stort for dig, men nu er du ude og det meste er altså standard for de fagfolk du møder. Det er også helt okay, jeg skulle som gravid bare lige sluge det. Jeg tror det meste af det handlede om at jeg regnede med at få en manual med graviditet fra A-Å, for jeg ved jo intet om det at være gravid. Men det får man ikke og de fleste taler faktisk til dig som om du ved det hele. Efter vandrejournalen fik vi indkaldelse til nakkefoldscanning. Igen kom angsten og mareridtene for fulde gardiner og jeg var sikker på at alt var galt og baby var væk! Jeg vidste inderst inde godt at den nok skulle have det fint, men ja det var svært at tro på det hele. Nakkefoldsscanningen var en enormt negativ oplevelse! Jordemoderen som scannede os var super sur syntes vi. For det første lå baby åbenbart svært, hvilket hun brokkede sig helt vildt over, især fordi hun ikke kunne få den til at vende sig og fik det til (ifølge mig) at lyde som om det var min skyld. Da vi så en rigtig lille baby, som slog og sparkede derinde i maven stoppede hele min verden og jeg begyndte at græde (fik en dum kommentar fra jordemoderen, men den glemte jeg igen), det at se det lille menneske, som allerede nu ligner et menneske, bevæge sig og leve inden i dig er det største man nogensinde kommer til at gennemgå! Vi havde inden denne scanning ikke tænkt voldsomt meget over hvad vi skulle gøre, hvis der var noget galt. Vi troede helt ærligt bare ikke at der var noget galt og det var der selvfølgelig heller ikke. Nu var mit 1. Trimester gået og forventningerne om kvalmestop og honeymoon periode var tårnhøje inden jeg gik ind i mit 2. Trimester.

Mit andet trimester.

Efter at have haft en hård start på min graviditet med træthed og kvalme, så jeg virkelig frem til andet trimester, eller som alle skriver honeymoon perioden. Nu skulle min kvalme gå væk, energien komme tilbage og jeg skulle virkelig til at opleve alt det smukke omkring det at være gravid. Nu har jeg altså nydt min graviditet siden dag 1, da den har været længe ventet, men jeg vil ikke få den til at lyde mindre hård end den var. Nå. Andet trimester starter og hvad sker der? Kvalmen tager til!! Nu havde jeg hele dage, hvor jeg kunne ligge på skolens toilet og ikke turde forlade det af frygt for at jeg ikke kunne nå hjem inden næste tur startede. Trætheden spøgte stadig, men den var dog en smule aftagende! Men min kvalme varede indtil uge 16 af min graviditet og det tog hårdt på mig! I forhold til kønnet, så har jeg hele tiden været ekstremt utålmodig. Jeg er generelt meget dårlig til overraskelser og ikke at vide, hvad der gemte sig inde i hulen var simpelthen ulideligt! Sandra forsøgte at appellerer til min tålmodighed, så vi da i det mindste kunne vente med at hører kønnet til uge 20, men jeg var simpelthen ved at gå til. Endelig fik jeg lavet et enkelt kompromis, som hed at jeg skulle melde mig ind i danmark og så måtte jeg bestille tid til en kønsscanning! Det fik jeg gjort, men der er jo en behandlingstid på min. 14 dage og jeg var på dette tidspunkt i uge 15, så syntes jo det virkede dumt, så nu var jeg igen utålmodig. En dag i skolen, efter et par rigtig ynkelige sms’er, gav Sandra sig og skrev ”godt nok skat, så find et sted i Odense?”!!! Jeg fandt fluks et sted til 450kr., hvilket var det billigste jeg kunne finde og så fik jeg lov til at booke! De havde tid allerede dagen efter om morgenen! Så d. 10/9-2016 var vi til kønsscanning kl. 08.00 om morgenen. Vi har haft svært ved navne, eller det vil sige vi har haft svært ved at finde på drengenavne, men pigenavn var der helt styr på og siden det var et navn jeg havde fundet, så håbede jeg da en lille smule på at det blev en pige. Sandra havde længe inden kønsscanningen fundet på et drengenavn, som vi var enige om, så hun heppede en meget lille smule på en dreng, men vi var begge ligeglade, da vi blot håbede på et sundt og raskt barn. Sandras papsøster og kusine har begge to drenge, så tanken om en lille pige i familien var da dejlig, og jeg ved at min svigermor også håbede på at få en lille prinsesse (især fordi Sandra aldrig har været det). Hos min familie er det, det allerførste barnebarn, så der er ikke rigtig nogen håb osv. Jeg syntes det er helt okay at have en holdning og et håb til køn, men jeg har hørt om både mænd og kvinder som bliver skuffede og faktisk direkte sure over et ”forkert” køn og det syntes jeg ikke er ok. Det er jo ikke noget som hverken barnet eller den gravide beslutter med vilje, hvad det skal blive til derinde, så jeg syntes det er okay at have et håb og det er også okay lige at skulle sluge at det ikke blev som man håbede, men derefter skulle man jo gerne være glad for at man får sig et barn uanset kønnet. Hos os gik der ikke mere end 2 min. så kiggede en smilende (og denne gang sød) jordemoder på os og annoncerede at det var en stolt lille dreng, der lå der inde i maven. Jeg mærkede straks et kæmpe smil brede sig over hele mit ansigt. Jeg kiggede på Sandra og hun lignede en som lige var blevet ramt af lynet. Vi skal have en søn. Nu var det ikke en den, men en ham, nu var han en person, som lå der inde i maven og voksede. Det var den vildeste følelse! Han var til og med også stor (ca. 1 uge foran i vægt), så vi var simpelthen så stolte! Vores store stærke dreng. Vores Bastian, ja det skal han hedde. Nu var det en helt ny nyhed, som skulle rundt, nu skulle alle vide, hvad det var der lå i maven. Glæden var stor hele vejen rundt! Nu var kvalmen væk og vi vidste hvad der lå i maven og i uge 17, kom der pludselig en lille bule på maven, så nu begyndte det hele at gå op for mig. Sandra har haft lidt svært ved at forstå det hele. Det ikke at kunne se en tyk mave, ikke at kunne mærke liv, men bare se på at jeg blev dårlig og lad, var rigtig svært for hende her i den første halvdel af graviditeten. Jeg gav hende et træstetoskop i bryllupsdagsgave, så hun kunne forsøge at lytte lidt på maven og det gav hende lidt, men da jeg i uge 18 begyndte at mærke liv, kunne jeg godt mærke at hun syntes det var hårdt stadig ikke at ”være en del af det”. Så i uge 22 skete det! Vi lå på sofaen og pludselig syntes jeg at hans spark tog til. Jeg bad hende ligge hånden på min mave og lige pludselig sparkede han igennem og hendes hånd røg næsten af. Pludselig blev hun en del af det hele, nu kunne hun mærke ham, og det kan jeg mærke har givet hende en hel masse! Så husk endelig at være opmærksom på hvornår der kan mærkes ydre spark og sørg for at din partner er med i det fra start. Træstetoskoperne er også en super ide, men det kan være svært at finde hjertelyden med dem, så man må ikke gå i panik. Det er fedt, da man som gravid ikke kan lytte, så det er ene og alene noget din partner kan med jeres barn og det kan for nogen være en rigtig god måde at få et forhold til den lille mave ret hurtigt. I kan evt. tage det med til jordemoderen de kan hjælpe med at finde lyden så din partner ved hvad det er han/hun skal lytte efter. Nu begyndte den sjove graviditet og jeg lover jer alle at så snart du har det godt, bare 5 min. af gangen så glemmer du alle de gange, så har været dårlig og så syntes du at din graviditet er det skønneste, der findes. Jeg husker næsten ikke kvalmen og trætheden, men jeg husker kønsscanningen, det første udvendige spark, da maven voksede osv. husk at nyde alle de gode stunder, det er kun for en begrænset periode og hvis du har ladet det negative overtage, går du glip af noget helt fantastisk!.

Tredje trimester

Nu begyndte det at være MEGET tydeligt at jeg var gravid. Jeg begyndte faktisk allerede at få mave i uge 17, men nu var der slet ingen tvivl om at det var en baby, som lå derinde. Jeg elskede min gravide krop! Min store runde mave, som var tung og besværlig, symboliserede for mig alt hvad vi (Sandra og jeg) havde kæmpet så længe for. Jeg var helt sikker på at jeg ville hæve op som en ballon, få vand i hele kroppen og i det taget bare tage på over det HELE, men jeg har ikke haft mærkelig madvaner osv. så jeg har nøjes med +10 kg. Som primært har siddet på maven og hold da op hvor har jeg været glad for det! Vi var kommet med i en ordning, som hedder kendt jordemoder. Her mødte vi et team med tre jordemødre i, som vi igennem vores forløb havde konsultationer ved på skift. Det var en helt fantastisk oplevelse, da vi på den måde kendte den jordemor som ville være der under fødslen. Det er nemlig sådan at en af de tre jordemødre som vi mødte ville være der den dag vi skulle føde. Vi fik også den store gave og tryghed at vi kunne ringe til vores jordemødre dag og nat med diverse spørgsmål og bekymringer. Dette gjorde vi blandt andet brug af, da jeg i uge 33 af gravidteten pludselig fik veer. Vi ringede jordemoder, som mødte os ude på sygehuset og fik mig undersøgt, det var så dejligt med et kendt ansigt og den ro, som hun havde var simpelthen uundværlig. Det var falsk alarm og vi kom hjem igen efter to døgn. Men det at kunne ringe og du bliver hørt med selv de mindste tanker og følelser er noget, som jeg ville ønske enhver gravid kunne opleve. Ud over dette så deltog vi i et projekt som hedder ”Sund start sammen”. Her er man en forældregruppe på 10 par, som alle er førstegangsfødende og derfor er vi alle i samme båd. Her har vi ud over fødsel, amning osv. også snakket om de forskellige følelser man kan have igennem graviditet, tanker om fødsel, barsel og partnerskab. Vi havde en bankrådgiver og jurist ude og fortælle om de forskellige muligheder man har som nye forældre, samt hvordan ting som arv osv. fungere. Det har for at være ærlig været en smule langhåret til tider, men vi er stadig enormt glade for det og glæder os til alle har født og vi skal mødes igen. Mine tanker om fødsel var ret få, da jeg jo ikke vidste hvad jeg gik ind til. Jeg håbede på en naturlig fødsel, ingen epidural da den har en del bivirkninger og at vi alle kom godt ud på den anden side. Jeg har dog aldrig været så stædig at jeg ikke (hvis det blev nødvendigt) ville have f.eks. en epidural blokade, men jeg ville gerne at alle andre muligheder for smertelindring var prøvet først. Sandra og jeg aftalte at vi kun skulle være os to, da vi gerne ville have denne oplevelse og syntes det var noget vi skulle klare sammen som par. Men vi gik mest af alt bare og glædede os til at blive forældre og til at opleve den sidste del af rejsen. I forhold til barsel, så var jeg jo sikker på at nu skulle jeg for det første sy ALT til baby selv, jeg skulle sørge for at fryseren var fuld af de lækreste retter til efter fødslen, huset skulle skinne og der ville være en overflod af hjemmebag. Jeg lå på sofaen, fik ondt i lænd og hofter når jeg lå stille og ondt i maven når jeg bevægede mig. Sandra gjorde rent, lavede aftensmad, bagte boller til mig og passede mig faktisk i hoved og r**. Jeg fik ikke gjort noget af det jeg regnede med andet end at få shoppet færdig og drukket en smule kaffe med et par veninder. Vi fik før jul mulighed for at leje et rækkehus, som havde den plads vi manglede, så oveni at baby kom om lidt, vi skulle have det sidste, jeg var stor og besværet, så rendte vi rundt og satte hus i stand. Da jeg kom på barsel, måtte jeg indse at jeg kun var tilskuer i det nye hus, da jeg ikke kunne magte at løfte en malerpensel. Det var træls, men jeg holdt humøret oppe for det var slut om lidt og så nød jeg forkælelsen, som min skønne kone sørgede for.

Min fødsel

27/02-2017 vågnede jeg kl. 05.00 og var våd imellem benene. Jeg tænkte straks at det var vandet, men der løb ikke mere ud, og der var ikke vådt i sengen. Kl. 06.15 ringede jeg til jordemoderen og fik fat i en fra sygehuset, da mine egne havde hvil. Hun mente ikke det var vandet, men ville dog gerne se mig, da det jo alligevel godt kunne være. Kl. 09.30 var vi på sygehuset og blive undersøgt. Det var ikke vandet der var gået, men jeg var 3 cm. åben og min livmoderhals var helt væk. Vi fik dog at vide at jeg stadig kunne gå helt til uge 42. Jeg kørte Sandra på arbejde og tog derefter op til en veninde og drak kaffe. Da jeg kom op til hende opdagede jeg at jeg blødte. Jeg ringede til min jordemoder, som nu var mødt ind og hun sagde at det var helt normalt efter sådan en undersøgelse, som den jeg havde fået på sygehuset. Jeg skulle vente et par timer og så ringe igen med en status. Da jeg ringer anden gang er blødningen aftaget og jeg får at vide at jeg så bare skal slappe af. Jeg var i mellemtiden begyndt at få nogle ret kraftige plukveer, men mente ikke selv at det var andet end det. Kl. 15.30 kørte jeg hjemad, da jeg skulle hente fodboldtøj til Sandra inden jeg hentede hende. Nu tog veerne til og da Sandra ringede for at hører hvor langt jeg var, måtte jeg fortælle at jeg havde veer. Hun bad mig droppe at hente tøj og komme ud til hende, hun var hjemme ved hendes kollega, som bor lige ved deres arbejde. Jeg kom hjem til Sandra og hendes kollega, (som selv har tre børn og har hjulpet sin nabo med to fødsler) her var der fastelavnsboller og hun bad mig sidde og slappe af, så vi kunne se hvor det her bar hen. Da hun kun havde et barn hjemme og der var dejlig ro, blev vi og spiste også aftensmad. Kl. 18.00 begyndte vi at tage tid på mine veer og kl. 19.00 ringede jeg til jordemoderen og sagde at nu havde jeg veer, som kom med 6 minutters mellemrum. Følelsen af veerne på dette tidspunkt var ikke ulidelig. Det føltes som en MEGET heftig menstruationskrampe og jeg kunne ikke snakke så længe de stod på, men med dybe vejrtrækninger og en god ro, så var det ikke ulideligt. Vores jordemoder bad mig ringe igen om et par timer, da hun gerne ville have at veerne rykkede lidt tættere sammen. Kl. 19.30 ca. kørte vi hjem og nu var der kun 3 min. imellem veerne. Vi ringede til jordemoderen kl. 21.00 og fortalte at nu var der ikke langt imellem veerne og hun mente at vi skulle komme på sygehuset. Vi var på sygehuset kl. 21.40 og her var jeg 4 cm. åben. Jeg fik et lavement, da det var noget jeg havde ønsket (min største frygt har været at skide midt under min fødsel). Kl. 22.30 gik vandet og nu tog veerne til og det begyndte for alvor at gøre ondt. Jeg fik akupunktur, lattergas og kom i karbad (det karbad er et sandt mirakel under en fødsel!). Kl. 00.30 begyndte jeg at få presseveer. Det er den vildeste fornemmelse nogensinde, da kroppen overtog 100% og bar gik i gang. Det gik umiddelbart fint og vi snakkede om, om jeg ville føde i badekarret og det ville jeg gerne. Efter en time måtte jeg dog op og ind og ligge, da jordemoderen skulle se hvad der foregik, for han kom ikke ned som han skulle syntes hun. Nu måtte jeg ikke presse, hvilket var tæt på umuligt for som sagt, så arbejder din krop altså helt selvstændigt udenom dig. Ca. kl. 03.00 sagde vores jordemoder at hun lige ville hente endnu en jordemoder. Jeg blev enormt lettet da jeg havde fået at vide at det gjorde de lige inden baby kom ud, så jeg tænkte at nu var vi endelig i mål! Ind kommer to nye jordemødre, men vores egen er væk. De hilste og begyndte at sætte målere på mig og på baby (som jo stadig lå indeni mig). Jeg fik mere akupunktur og de forklarede at hans hjerterytme var for lav og at min veer holdt lidt for lange pauser. Nu kom vores egen jordemoder tilbage og de begyndte at snakke ve-drop og sugekop. Jeg blev nervøs og ville ikke have ve-drop (det starter en ve-storm som gør at der ingen pause er imellem veerne), da jeg ikke mente jeg kunne klare flere veer, så hellere et kejsersnit. Nu kom der en fjerde jordemoder ind og tog en blodprøve på baby. Hun nåede lige ud af døren, så var hun inde igen. De snakkede kort sammen alle sammen og så kom den ”nye” jordemoder hen til mig, præsenterede sig og sagde at hun var nød til at klippe mig, for nu skulle baby altså ud af maven. Klokken var nu ca. 03.30 og jeg var så udmattet at jeg ikke selv kunne holde mine ben, jeg rystede og svedte og var helt færdig. Da jeg fik en ve bedøvede og klippede hun mig og da den næste kom efter det, kom baby endelig ud! Født kl. 04.00, vægt på 3955 gram, 55cm lang og fuldstændig perfekt.  Han var ”stjernekigger” hvilket vil sige at han i stedet for at kigge ned mod gulvet som almindelige babyer, så kiggede han op i loftet. Det skulle ifølge jordemødrene være den værste stilling at føde et barn i. Vores egen jordemoder sagde at hun have haft flere flergangsfødende, som ikke havde klaret sådan en fødsel og var endt i et kejsersnit, så jeg er ærligt talt ret stolt af mig selv. Og jeg skulle nok føde igen! Sandra var (som altid) en kæmpe helt og gav vand og lattergas, når jeg bad om det. Det er svært at bruge sin partner, da meget af fødslen for mig i hvert fald var noget jeg skulle klare selv, men bare det at hun var der gav mig ro. Følelsen af at møde dit barn for første gang er ubeskrivelig! Du glemmer med det samme alt, der lige er forgået og kan kun kigge og fokuserer på det lille væsen, som er lige foran på. Det var mine historier, tusinde tak fordi i læste med og tak til Julie for at lade mig skrive dette for hende, til jer.