Fies tredje trimester

Her fortæller Fie sin historie

Tredje trimester endnu en milepæl

Tiden går og jeg har nu rundet endnu en milepæl – nemlig mit 3. trimester. Jeg er ovenud lykkelig og sætter stor pris på hver evig eneste dag. Tænk at jeg får lov til at opleve noget af det største i livet: at være gravid og blive mor. Det er meget stort!

Ikke lutter lagkage at være i tredje trimester

Det er dog ikke kun lutter lagkage, og faktisk startede sidste del af graviditeten ud med et besøg på fødegangen, da jeg ikke følte, at jeg havde mærket liv på samme måde som jeg plejede. Efter cirka to dage med minus på søvnkontoen pga. ren nervøsitet, valgte jeg at kontakte hospitalet, og de bad mig komme forbi til et tjek.

Mindre liv resulterede i hospitalsbesøg

Jeg skyndte mig at køre derud og kom heldigvis til med det samme. De kørte en strimmel, hvor de målte lillepigens hjerteslag samt hendes bevægelser og efter en halv time, kom jordemoderen ind til mig og oplyste, at jeg har en yderst aktiv lille pige – Men, at jeg kun mærker en brøkdel af hendes bevægelser, da moderkagen selvfølgelig blokerer for de resterende. Det var meget befriende at høre og jeg kunne endnu engang ånde lettet op.

Meget nervøs

Det er virkelig ikke nemt, at gå igennem en graviditet med så meget i bagagen, der kun gør én endnu mere nervøs. Men jeg tænker dog også, at en del af nervøsiteten bare ligger i det at blive mor og at det (måske) er ens for alle? – også dem, der ikke har kæmpet så hårdt for en graviditet.

Maven er vokset meget i tredje trimester

Min mave har nu nået en vis størrelse og det begynder så småt at kunne mærkes på resten af min krop. Mine hænder og fødder sover i tide og utide og jeg vågner ofte op om natten med kramper i læggene. Jeg har fået lidt vand i kroppen og specielt mine ben og fødder er hårdt ramt. Det er faktisk lidt vildt, hvordan ens krop ændrer sig, når man bliver gravid. Jeg har altid set ned på de kvinder, der brokkede sig over deres vægtøgning og generelt talte en anelse negativt omkring deres graviditet, men nu hvor jeg selv oplever det på egen krop, så kan jeg måske sætte mig en lille bitte smule mere ind i deres følelser og tanker.

Jeg elsker at være gravid

Det skal lige siges, at jeg på ingen måde brokker mig – jeg elsker at være gravid og jeg har jo netop kæmpet i tre lange år for dette, men på en eller anden måde, kan jeg nu meget bedre forstå dem og forholde mig til deres tanker. For det ér hårdt at være gravid, det ér hårdt at se ens krop vokse sig større og større. For nej, det er jo ikke kun maven, der vokser - det må jeg jo nok erkende.

Tænker så småt på fødslen

Jeg er så småt begyndt at tænke mere og mere over den kommende fødsel og jeg glæder mig rigtig meget. Det har jeg gjort helt fra starten af. Jeg er ikke bange for smerten, men mere nysgerrig på hele forløbet og hvordan det mon kommer til at gå. Når veerne starter, så ved jeg jo, at der forhåbentlig ikke går så forfærdelig lang tid, før jeg har min pige i armene.

Ingen fødselsforberedelse

Det har desværre ikke været muligt at komme til fødselsforberedelse på Hvidovre Hospital pga. pladsmangel, men jeg har i stedet været til et to-timers gratis foredrag hos Smertefri Fødsel, hvor jeg lærte nogle teknikker i forhold til vejrtrækning og hvordan jeg skulle anse sammentrækningerne i livmoderen på - Ikke stresse over smerten, men tage imod den og arbejde med veen.

Privat jordmoder

Derudover har jeg haft besøg af en privat jordemoder i hjemmet, der guidede min kæreste og jeg gennem den forestående fødsel med henblik på at gøre brug af Meyer-metoden som en form for naturlig smertelindring. Hun kommer igen kort før termin og jeg glæder mig allerede til næste gang. Der er bare noget helt specielt over at få en jordemoder hjem til sig selv – det hele handler kun om mig og det kan jeg klart anbefale alle andre.

Baby ligger skævt på bækkenet

Efter mit tredje besøg hos jordemoderen, kunne hun konstatere, at baby ikke ligger helt som hun skal, men derimod lidt skævt på bækkenet. Det betyder, at hun ikke ligger lige foran udgangen, og hvis fødslen starter med at vandet går, så skal jeg ligge mig ned og ringe ind til fødegangen, hvorefter de vil sende en ambulance ud efter mig/os. Det var ikke lige, hvad jeg havde regnet med, så det kom selvfølgelig som et kæmpe chok. Vi laver Rebozo-øvelser hver dag, så vi måske kan nå at få lillepigen på rette spor, inden fødslen går i gang. Jeg venter spændt på næste jordemoderkonsultation og hvorvidt øvelserne har båret frugt eller ej.

Barsel

Den 29/6 fik jeg barsel fra arbejdet og har de sidste par uger nydt at have fri. Jeg sover ikke så godt om natten, så det er virkelig rart, man ikke behøver stå op til en bestemt tid eller være klar i hovedet. Jeg slapper af, ses med nogle veninder, tager i svømmehallen og ja, nyder generelt bare min barsel til fulde. Der er ikke længe til termin og jeg er så småt begyndt at tælle ned. Det bliver simpelthen så fantastisk..

Læs om Fies fødsel HER