Fies fødsel

Her fortæller Fie sin historie


Latensfasen fra helvede

Som overskriften lyder, havde jeg nok verdens værste (og måske også længste) latensfase. Det hele startede med, at jeg var forbi fødegangen til tjek torsdag den 27.07.17 - min terminsdag - pga. mit forhøjede blodtryk. Her laver lægen en hindeløsning og vil faktisk sætte mig i gang dagen efter. Men, natten til fredag, blot få timer efter hindeløsningen, får jeg veer af mig selv.

Er det nu?

Philip og jeg tager ud på hospitalet fredag kl. 13, hvor vi alligevel havde en tid til igangsættelse. Vi var helt høje på lykke og tænkte, at vi da selvfølgelig ville møde vores datter samme dag.. Sådan skulle det ikke være. Jordemoderen, vi kom ind til, delte ikke samme overbevisning som lægen fra dagen før og ville ikke sætte mig i gang, så hun var meget tilfreds med, at jeg selv havde fået veer og lavede blot endnu en hindeløsning og sendte os derefter hjem igen.

Lang ventetid med masser af veer

Det blev fredag aften og veerne havde taget til hele dagen og jeg var på daværende tidspunkt oppe på 5 veer pr. 10 min. Det nærmede sig en ve-storm lignende tilstand og den ene ve blev afløst af en ny - uden pause. Jeg havde stor glæde af min fødselsforberedelse med Heidi bag Meyermorblog og gjorde brug af fokus på vejrtrækning og små bevægelser frem-og-tilbage med hoften. Dette, sammen med et lændetryk fra Philip, gjorde at jeg kom nogenlunde igennem, men hold nu k...! Aldrig har jeg følt sådan en smerte. Det var nærmest ulideligt og det krævede alt mit fokus ikke at bryde sammen. Timerne gik og da klokken blev 23, hvor jeg altså havde haft veer i 21 timer, var de nede på 3-4 minutters mellemrum - Nogle gange kom der mere end 5 veer pr. 10 min. men så ændrede det sig lidt og derefter tilbage til 3-4 minutters mellemrum. Slet ikke til at finde ud af og vi ringede derfor ind til fødegangen. Efter et hav af spørgsmål - noget Philip stadigvæk omtaler som et forhør - fik vi lov til at komme ind. Det tog os selvfølgelig 100 år at komme fra 3. sal, ned i bilen og køre de 8 min. til Hvidovre hospital, for jeg havde på dette tidspunkt så sindssyg ondt og måtte stoppe op hvert minut og trække vejret, lettere sindssygt, igennem veerne.

Jeg vil ikke mere

På Hvidovre blev vi mødt med beskeden om, at jeg kun havde åbnet mig 2 centimer og altså blot 0,5 cm siden vi var der tidligere på dagen. (WTF?) - Denne besked kunne jeg slet ikke håndtere og dér brød jeg sammen. Hvordan kunne jeg kun have åbnet mig så lidt, når jeg havde haft veer i SÅ lang tid og når de gjorde så pokkers ondt? Det var en forfærdelig besked at få og imellem tårer, veer og smerte, fik jeg fremstammet: Så hverken vil eller kan jeg mere. Ingen vej tilbage, hvilket jeg selvfølgelig godt vidste, men det var som om, fornuften forsvandt mere og mere i takt med veerne.

Fuldstændig udbrændt

Nå, men jeg var altså nødsaget til at tage imod en smertestillende cocktail for at komme igennem natten, selvom planen var en fødsel fri for smertestillende. Heldigvis virkede pillerne ekstremt hurtigt og jeg fik sovet 6-7 timer uden smerte, hvilket var yderst velkomment! Lørdag den 29/7 startede veerne så småt forfra og her kunne jeg igen øve teknikkerne fra Heidi og holde fokus på vejrtrækningen. Da klokken nærmede sig 15 var veerne igen tilbage for fulde hammer og der var 2-3 min imellem og nogle gange slet ingen pause. En ve blev efterfulgt af en ny ve, der bare toppede den anden og jeg mistede mit fokus. Jeg mistede endnu engang fokus på min vejrtrækning og alt det andet gode, vi havde øvet os på. Rigtig ærgerligt, men jeg var dødtræt og fuldstændig udbrændt.

Vandet går langt om længe

Vi kørte endnu engang ud på fødegangen og heldigvis havde jeg på daværende tidspunkt åbnet mig 4 cm og da jordemoren undersøgte mig - gik mit vand. Yay!!! Det var en fantastisk følelse: nu ville der 'snart' ske noget. Blot 30 min efter tjekker jordemoderen mig igen og jeg havde nu åbnet mig 5 cm. Jordemoren ringede til fødestuen og der gik ikke længe, før jeg blev hentet og kørt derned. Jeg kunne hverken gå eller sidde, så det tog ret lang tid at komme frem, da jordemoderen hele tiden måtte stoppe kørestolen, når jeg fik en ve - hvilket jeg jo mere eller mindre fik 24/7 ?

Naturlig fødsels...

På fødestuen fylder de badekaret op med vand, da jeg jo ønskede en naturlig fødsel, uden medicinsk smertelindring. Okay, det var plan A FØR veerne startede og den blev meget hurtigt lavet om til plan B, der bestod af en epidural. Jeg havde på daværende tidspunkt været i gang i 16-17 timer og havde ingen pauser mellem veerne, så jeg kunne desværre ikke klare mere. Min krop OG mit sind var fuldstændig smadret og hvis jeg var blevet tilbudt et kejsersnit, så havde jeg nok sagt ja - på trods af, at det var det absolut sidste jeg ønskede inden (hvorfor tilbyder de egentlig ikke kejsersnit?) hahaha..

Kæmpe støtte

En epiduralblokade var lige dét, jeg havde brug for, og jeg kunne for første gang i knap 2 dage, få lidt at drikke og spise. Jeg sendte Philip en tur i 7-Eleven, hvilket var yderst tiltrængt - ikke kun for mig, men også for Philip, der ikke havde veget fra min side siden torsdag nat og på dette tidspunkt nærmede vi os lørdag omkring kl 18-19 stykker. Jeg havde aldrig klaret fødslen uden Philips hjælp - Han var uundværlig og jeg føler mig så lykkelig over, at han er min. Han steppede op og huskede alle de værdifulde råd fra Heidi - vores private jordemoder.

Hurra for epidral

Jeg åbnede mig ret hurtigt, på trods af epiduralen, der jo ofte har den effekt, at fødslen kan gå lidt i stå eller i hvert fald sløve den en del. Meget hurtigt var jeg altså 10 cm åben, men det var gået så stærkt, at baby ikke havde kunne følge med, så selvom jeg var klar, så var hun det altså ikke. Jeg blev bedt om at stille mig op på alle 4 og vrikke med hoften, så jeg kunne hjælpe hende lidt på vej og derved åbne lidt op i bækkenet. Altid skønt at stå på alle 4, kun med en hospitalsskjorte på, ledninger alle steder pga. epiduralen samt elektroder op igennem mig, så de kunne holde øje med lillepigen.

Endelig

Omkring kl. 22.15 er baby også ved at være langt nok nede og jeg gør mig klar til at presse. Jordemoder oplyser, at mit fostervand er lidt grønt og tilkalder en læge. Jeg blev pludselig nervøs og ja, egentlig skide bange. Hvad betød det nu? Lægen ankom og tog blodprøver på lillepigens hoved, så de kunne holde øje med hendes tilstand. Dette gjorde de hvert kvarter, indtil hun var ude. Heldigvis var prøverne helt som de skulle være hver gang og lægen var ikke bekymret. Hun sagde dog på et tidspunkt noget med en sugekop og et ve-hæmmende drop, men heldigvis blev det aldrig aktuelt og kl. 23.10 efter maks. 30 minutter i pressefasen var vores lille Alba Leonora ude hos os ❤ Hun vejede knap 3300 gram og var 51 cm. lang. Efter en meget hård graviditet på det psykiske niveau, havde vi endelig vores datter i armene og vi kunne ikke være mere lykkelige. Tiden efterfølgende er gået med at lære hende at kende og jeg kan kun sige, at jeg elsker hende mere og mere for hver dag. Motherhood er intet mindre end fantastisk.