Fies andet trimester

Her fortæller Fie sin historie

Andet trimester, er det min tur til at være lykkelig?

Efter en vellykket nakkefoldsscanning er det så småt ved at gå op for os, at vi skal være forældre. Det er endelig blevet vores tur og vi kan slet ikke vente. Glæden er stor, men nervøsiteten sidder stadigvæk i baghovedet. Tænk hvis det går galt? Risikoen for en spontan abort, er der jo stadigvæk og hvad nu hvis vi skal igennem det samme igen? Jeg troede, jeg bare skulle over på den anden side af nakkefolden, men mit sind er skrøbeligt og jeg er rent ud sagt stadigvæk skide bange.

Vi er nødt til at være lykkelige

Min kæreste prøver at holde humøret højt og minder mig om, at vi er nødt til at være lykkelige – vi er nødt til at tro på dét. Men, jeg kæmper stadigvæk og nogle gange overvinder frygten desværre.

Kønsscanning

Jeg er et meget utålmodigt menneske, hvorfor vi selvfølgelig måtte bestille en kønsscanning i det private. Fra man er 14+0 kan man se kønnet og hvorfor så vente yderligere? En søndag morgen i januar tog vi bilen ind til Lille Liv i København og jeg må indrømme, at nerverne sad uden på tøjet. Selvom det kun var halvanden uge siden nakkefoldsscanningen, så frygtede jeg stadigvæk at se et dødt foster på skærmen. Vi håbede ikke på ét bestemt køn, men ønskede selvfølgelig ’bare’ et sundt og rask barn. Jeg havde en fornemmelse af, at vi ventede os en lille dreng, men det kunne jeg godt pakke langt væk – Vi venter os nemlig en lille pige.

Mere og mere virkeligt

Efter vores kønsscanning blev det lille liv i maven pludselig mere virkeligt og i stedet for at omtale baby for ”den” kunne vi nu omtale baby som hende. Det var, og er stadigvæk, meget uvirkeligt at tænke på men det bliver heldigvis mere og mere virkeligt for hver dag der går.

Annoncering til venner, familie og kollegaer

Igennem de sidste tre år, har jeg ofte forestillet mig, hvordan jeg ville annoncere vores graviditet på diverse sociale medier. Det har, mærkeligt nok, altid haft en væsentlig betydning for mig og jeg vil gerne gøre lidt ekstra ud af dét. (Man er vel ikke Instagram-blogger for ingenting)

Familien inden de sociale medier

Det var dog vigtigt, for både Philip og jeg, at hele vores familie havde fået den dejlige nyhed af vide, inden det kom på Facebook og Instagram. Vores forældre har været på sidelinjen det meste af processen, så de har nærmest vidst det helt fra start, men vi har holdt lidt igen i forhold til venner og veninder, da det var et hårdt slag i hovedet, da vi sidste gang måtte fortælle at baby ikke levede mere. Denne ubehagelige situation ville vi gerne undgå denne gang, hvorfor vi holdt kortene en anelse tættere på kroppen. Vi annoncerede graviditeten med et billede af en lyserød body, et scanningsbillede og en lille Lightboks med ordene: Babygirl loading <3

Normal gravid

Jeg har, efter de allerførste scanninger, tilbage da jeg var henholdsvis 6+0 og 7+5, hørt et utal af gange ” Du er normal gravid – nu er der ikke noget anderledes ved dig”. Og det kan godt være, at jeg efter en positiv test og en vellykket scanning, hvor man ser hjerteblink, bliver kategoriseret som værende ”normal” gravid, men faktum er bare, at det er jeg IKKE.

Følelserne uden på tøjet

Mine følelser hænger stadigvæk uden på tøjet i en helt anden dimension, end hvis man var blevet gravid i første huk og uden hjælp. Jeg kan ikke bare glemme alt dét, vi har været igennem – glemme alt den sorg, fortvivlelse og skuffelse, vi har oplevet. Jeg føler selv, at jeg har ret til mine tanker og mine følelser, der måske – måske ikke, altid er lige rationelle, men som jeg ikke kan kontrollere, når frygten tager overhånd og lader alt fornuft forsvinde.

Tryghedsscanning

I slutningen af uge 17, nærmere bestemt 17+6, tog selv samme frygt overhånd og jeg besluttede at det ikke var sundt at gå rundt og være nervøs hele tiden. Jeg bestilte en tryghedsscanning med det samme og heldigvis havde klinikken tid samme eftermiddag. Min nervøsitet var (heldigvis) endnu engang helt unødvendig og vores lille pige hyggede sig fint inde i mavsen. Jeg spurgte ind til min moderkages beliggenhed, da jeg var spændt på, hvornår jeg kunne forvente at mærke liv/spark og selvfølgelig ligger min moderkage på forvæggen, hvilket vil sige, at den ligger imellem maveskind og baby. Typisk! Nu skal baby blive dét større og dermed stærkere, før jeg kan mærke hende sparke ordentligt – Ikke lige hvad en nervøs og urolig førstegangs-mommy-to-be har brug for.

Små bobler i maven

Det skal dog lige siges, at jeg nu ER begyndt at mærke nogle små bobler som jeg tænker må være baby (og ikke bare min tarme?) og derudover kan man først forvente at mærke liv omkring uge 20 som førstegangsgravid og derfra skal man først mærke liv hver dag fra uge 24, så jeg har selvfølgelig en 6 ugers tid endnu, inden jeg skal mærke hende hver dag. Men igen, er det bare utrolig svært at forblive rationel og se helt objektivt på tingene.

Misdannelsesscanning

Den 9. marts var det tid til endnu en milepæl – nemlig den famøse midtvejsscanning, der også går under navnet misdannelsesscanning. Jeg var egentlig ikke specielt nervøs, da jeg jo netop lige havde været afsted til tryghedsscanning blot 15 dage forinden, hvor baby havde det fint og alting så godt ud. Der var endnu engang ikke en finger at sætte på lillepigen og alting var/er perfekt. Vi kan sætte endnu et stort hak og dermed er vi et skridt tættere på målet. Og hvis det ikke allerede fremgår helt udtrykkeligt, så lad mig blot pointere: VI GLÆDER OS HELT VILDT.

Læs om Fies tredje trimester her.