Fie fra mødregruppen

Her fortæller Fie sin historie

Indledning


Jeg er en kvinde på snart 28 år og bor sammen med min forlovede, Philip der er selvstændig. Vi er endelig, efter 3 års kamp, blevet gravide og venter nu en lille pige til sommer.

Jeg har termin den 27.07.2017.

Vi har været i fertilitetsbehandling, hvorfor hele forløbet har været præget af stor sorg, skuffelser, en mindre depressionog sygemelding. Nu har lykken endelig tilsmilet os og vi kunne ikke være mere lykkelige. Tilbage i april 2016 havde jeg en missed abortion i 11. uge - hvilket var fysisk og psykisk rigtig hårdt.

Vi bor i Valby i en 3 værelses lejlighed. Jeg er jura studerende på Syddansk Universitet og pendler derfor fra Valby til Odense et par gange om ugen.

1. Trimester – Den lange kamp om de famøse to streger:

Vi er et par på henholdsvis 28 og 27 år, der bor i en 3 værelses lejlighed i Valby. Jeg læser jura på Syddansk universitet og min kæreste er selvstændig Fysisk Træner. Vi har pt. været sammen i 5,5 år og skal giftes i Thailand, februar 2018. Det hele startede tilbage i december 2013, hvor vi besluttede os for, at nu skulle jeg smide p-pillerne. Det første år derefter gik som sådan rimelig smertefrit, men jeg undrede mig over, hvorfor min cyklus endnu ikke var blevet normal. Den varede fra alt mellem 35-40 dage. Jeg tænkte egentlig ikke mere over dét, men da der pludselig var gået et lille års tid, valgte jeg at få en henvisning til en gynækolog. Gynækologen tog et hav af blodprøver, lavede en vaginal scanning samt en HSU vandscanning (tjekker om der er fri passage gennem æggelederne). Svarene kom tilbage og der var intet at sætte en finger. Vi fik derefter en henvisning til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet, da vi på daværende tidspunkt blev kategoriseret som værende uforklarligt barnløse. Det har senere vist sig, at jeg har PCOS (Poly Cystisk Ovarie Syndrom) og derfor ikke har ægløsning, da æggeblærerne går i stå i deres udvikling. I februar 2016 bliver jeg endelig gravid med hjælp fra en privat fertilitetsklinik. Vi var jublende glade og tårerne trillede, da vi så det lille hjerte slå. Desværre var lykken kort og jeg oplevede en Missed Abortion i 11. uge. Hjertet stoppede med at slå og eftersom min krop ikke selv kunne finde ud af at skille sig af med fosteret, måtte jeg i narkose og have en udskrabning. Jeg har aldrig prøvet noget så psykisk hårdt i mit liv – jeg var dybt, dybt nede i kulkælderen og det endte desværre med, jeg måtte have en sygemelding fra job og studie. Min kæreste var guld værd og jeg var aldrig kommet igennem dét, hvis det ikke havde været for alt hans hjælp. Efter en hel del ventetid, kom vi langt om længe til samtale på Riget. Endelig kunne vi komme i behandling uden selv at have den store pengepung op, eller det troede vi. Vi ramte selvfølgelig ind i sommerferie-lukket, travlhed, nyt sundhedssystem, der krævede for mange ressourcer, nyt it-system osv. osv. Vi blev i hvert fald afvist gang på gang og besluttede os derfor for at vi selv måtte tage affære. Endnu engang stod den på egenbetaling, men efter et hav af IVF forsøg, fortvivlelse, sorg, depression og et stort sort hul på bankkontoen, blev jeg ENDELIG gravid igen. Jeg var gravid, alt tegnede godt og nu var det tid til at være glade. Men, det er nemmere sagt end gjort. Vi var bange – rædselsslagne for at det endnu engang ville ende ud i en abort, og de første tre uger inden vi kunne se hjerteblink, føltes som tre år. Heldigvis blinkede det lille hjerte på skærmen og vi kunne trække vejret lidt igen. I hvert fald for et øjeblik. Herefter blev vi afsluttet på klinikken og anset som værende ”almindelig gravid” med alt hvad dette indebærer. Men vi følte os jo ikke som almindelig gravid? Vi var stadigvæk bange og følte os ekstremt skrøbelige. Tænk hvis det gik galt igen… Tanken var ulidelig og slet ikke til at bære! Den 18/1-2017 blev det dog endelig tid til Nakkefoldsscanning på Hvidovre Hospital. Min kæreste og jeg sad i venteværelset og ventede utålmodigt på, at det blev vores tur. Vi var spændte, glade og samtidig rigtigt bange. Tankerne kørte rundt og jeg endte altid tilbage til samme dumme tanke – Tænk hvis barnet er gået til igen? Alt vores usikkerhed og nervøsitet var heldigvis helt ubegrundet og vi gik derfra med rigtig gode nyheder samt et smukt billede af vores lille, kommende barn. Det var en fantastisk dag. Endelig var det vores tur til at være lykkelige J

2. trimester – Er det min tur til at være lykkelig?

Efter en vellykket nakkefoldsscanning er det så småt ved at gå op for os, at vi skal være forældre. Det er endelig blevet vores tur og vi kan slet ikke vente. Glæden er stor, men nervøsiteten sidder stadigvæk i baghovedet. Tænk hvis det går galt? Risikoen for en spontan abort, er der jo stadigvæk og hvad nu hvis vi skal igennem det samme igen? Jeg troede, jeg bare skulle over på den anden side af nakkefolden, men mit sind er skrøbeligt og jeg er rent ud sagt stadigvæk skide bange. Min kæreste prøver at holde humøret højt og minder mig om, at vi er nødt til at være lykkelige – vi er nødt til at tro på dét. Men, jeg kæmper stadigvæk og nogle gange overvinder frygten desværre. Jeg er et meget utålmodigt menneske, hvorfor vi selvfølgelig måtte bestille en kønsscanning i det private. Fra man er 14+0 kan man se kønnet og hvorfor så vente yderligere ;-) En søndag morgen i januar tog vi bilen ind til LilleLiv i København og jeg må indrømme, at nerverne sad uden på tøjet. Selvom det kun var halvanden uge siden nakkefoldsscanningen, så frygtede jeg stadigvæk at se et dødt foster på skærmen. Vi håbede ikke på ét bestemt køn, men ønskede selvfølgelig ’bare’ et sundt og rask barn. Jeg havde en fornemmelse af, at vi ventede os en lille dreng, men det kunne jeg godt pakke langt væk - Vi venter os nemlig en lille pige J Efter vores kønsscanning blev det lille liv i maven pludselig mere virkeligt og i stedet for at omtale baby for ”den” kunne vi nu omtale baby som hende. Det var, og er stadigvæk, meget uvirkeligt at tænke på men det bliver heldigvis mere og mere virkeligt for hver dag der går. Annoncering til venner, familie og kollegaer Igennem de sidste tre år, har jeg ofte forestillet mig, hvordan jeg ville annoncere vores graviditet på diverse sociale medier. Det har, mærkeligt nok, altid haft en væsentlig betydning for mig og jeg vil gerne gøre lidt ekstra ud af dét. (Man er vel ikke Instagram-blogger for ingenting J) Det var dog vigtigt, for både Philip og jeg, at hele vores familie havde fået den dejlige nyhed af vide, inden det kom på Facebook og Instagram. Vores forældre har været på sidelinjen det meste af processen, så de har nærmest vidst det helt fra start, men vi har holdt lidt igen i forhold til venner og veninder, da det var et hårdt slag i hovedet, da vi sidste gang måtte fortælle at baby ikke levede mere. Denne ubehagelige situation ville vi gerne undgå denne gang, hvorfor vi holdt kortene en anelse tættere på kroppen. Vi annoncerede graviditeten med et billede af en lyserød body, et scanningsbillede og en lille Lightboks med ordene: Babygirl loading <3 Jeg har, efter de allerførste scanninger, tilbage da jeg var henholdsvis 6+0 og 7+5, hørt et utal af gange ” Du er normal gravid – nu er der ikke noget anderledes ved dig”. Og det kan godt være, at jeg efter en positiv test og en vellykket scanning, hvor man ser hjerteblink, bliver kategoriseret som værende ”normal” gravid, men faktum er bare, at det er jeg IKKE. Mine følelser hænger stadigvæk uden på tøjet i en helt anden dimension, end hvis man var blevet gravid i første huk og uden hjælp. Jeg kan ikke bare glemme alt dét, vi har været igennem – glemme alt den sorg, fortvivlelse og skuffelse, vi har oplevet. Jeg føler selv, at jeg har ret til mine tanker og mine følelser, der måske - måske ikke, altid er lige rationelle, men som jeg ikke kan kontrollere, når frygten tager overhånd og lader alt fornuft forsvinde. I slutningen af uge 17, nærmere bestemt 17+6, tog selv samme frygt overhånd og jeg besluttede at det ikke var sundt at gå rundt og være nervøs hele tiden. Jeg bestilte en tryghedsscanning med det samme og heldigvis havde klinikken tid samme eftermiddag. Min nervøsitet var (heldigvis) endnu engang helt unødvendig og vores lille pige hyggede sig fint inde i mavsen. Jeg spurgte ind til min moderkages beliggenhed, da jeg var spændt på, hvornår jeg kunne forvente at mærke liv/spark og selvfølgelig ligger min moderkage på forvæggen, hvilket vil sige, at den ligger i mellem maveskind og baby. Typisk! Nu skal baby blive dét større og dermed stærkere, før jeg kan mærke hende sparke ordentligt - Ikke lige hvad en nervøs og urolig førstegangs-mommy-to-be har brug for. Det skal dog lige siges, at jeg nu ER begyndt at mærke nogle små bobler som jeg tænker må være baby (og ikke bare min tarme ;-) ) og derudover kan man først forvente at mærke liv omkring uge 20 som førstegangsgravid og derfra skal man først mærke liv hver dag fra uge 24, så jeg har selvfølgelig en 6 ugers tid endnu, inden jeg skal mærke hende hver dag. Men igen, er det bare utrolig svært at forblive rationel og se helt objektivt på tingene.

Misdannelsesscanning

Den 9. Marts var det tid til endnu en milepæl – nemlig den famøse midtvejsscanning, der også går under navnet misdannelsesscanning. Jeg var egentlig ikke specielt nervøs, da jeg jo netop lige havde været afsted til tryghedsscanning blot 15 dage forinden, hvor baby havde det fint og alting så godt ud. Der var endnu engang ikke en finger at sætte på lillepigen og alting var/er perfekt. Vi kan sætte endnu et stort hak og dermed er vi et skridt tættere på målet. Og hvis det ikke allerede fremgår helt udtrykkeligt, så lad mig blot pointere: VI GLÆDER OS HELT VILDT J
Fandt du dette interessant, så tilmeld dig vores kundeklub og få nyheder, infomation og særlige gode rabatter for vores medlemmer direkte i din mailbox. Tilmeld dig lige HER