Catharinas første trimester

Her fortæller Catharina hendes historie


Første trimester fuld af forventning og bekymring

Anders og jeg har egentlig altid været enige om, at vi gerne ville have to børn. Da vi besluttede os for at blive gravide første gang tilbage i 2013, gik der fire måneder og så var jeg gravid (med Karl). Hvornår vi skulle have nummer to, har vi aldrig rigtig været enige om. Anders ville gerne have børn, der aldersmæssigt var tæt på hinanden, og jeg var egentlig ligeglad. Dog ønskede jeg ikke, at Karl skulle være ældre end fem år, før han skulle være storebror. Anders har været klar til nummer to meget længe, men da jeg ligesom ikke rigtig kunne være med på den, besluttede vi os for at gå i gang med at planlægge bryllup. Vi havde været forlovet siden 2013, men syntes ikke vi havde pengene til at holde bryllup på daværende tidspunkt.

Barn nr. 2

I september 2016 blev vi gift og var enige om at gå i gang med barn nummer to bagefter. Som sagt, så gjort og efter blot to måneder var jeg gravid. Jeg havde dog ikke regnet med, at det skulle gå så stærkt, men vi var selvfølgelig glade. Jeg fik de første positive tests i julen. Anders ville meget gerne fortælle familien juleaften, at vi ventede os, men jeg syntes det var lidt tidligt – jeg var knapt fire-fem uger henne. Men så opdagede jeg et forskningsprojekt ”PEP-kohorten” (Tjek facebook – dog kun et tilbud i Region Hovedstaden). Et spændende projekt som søgte gravide, der var blevet naturligt gravide, havde maks. to spontane aborter bag sig, og som ikke var mere end otte uger henne. Man ville få scanninger hver 2. uge indtil nakkefoldsscanningen samt få taget blodprøver og på den måde bidrage til forskningen omkring spontane aborter.

Første scanning

Jeg meldte mig til og fik foretaget den første scanning, da jeg var cirka 5 uger henne. Lægen kunne desværre ikke se så meget andet end en fortykket slimhinde, så vi vidste faktisk ikke om graviditeten ville blive til noget. Anders var dog optimist og syntes stadig, at vi skulle breake den store nyhed juleaften. Det gjorde vi, og det var nu egentlig meget rart. Alle var glade på vores vegne, og deres støtte, hvis nu graviditeten ikke gik, ville jo også være meget rar at have. Julen og nytåret gik. Jeg havde stort set ingen symptomer på, at jeg var gravid (ligesom med Karl), og jeg begyndte at blive en smule bekymret. Jeg havde ingen smerter eller blødninger, hvilket jo burde være sikkerhed nok for, at alt var okay. Men det var slet ikke nok for mig. Pga. lang juleferie i forskningsprojektet havde jeg først tid til scanning i midten af januar, hvilket jeg syntes var alt for længe at gå og vente. Derudover havde jeg ikke lyst til at få at vide til den scanning, at graviditeten måske ikke var blevet til noget, da jeg tog til disse scanninger alene – i Hillerød.

2. Scanning

Derfor bookede vi en privat scanning på en klinik i København. Den 2. januar havde Anders og jeg en fridag sammen, og den dag så vi den lille bitte bebs med hjerteblink. Helt vildt og helt fantastisk. Men så begyndte mine bekymringer og tanker: Vi var allerede forældre til et velfungerende barn, og kunne vi nu forvente, at nummer to ville være ligeså skøn som ham? Kunne man være så heldig at få endnu en nem graviditet? Kommer jeg til at gå tiden ud? Mon nr. to fejler noget? Mine tanker var og er stadig mange.

Bange for om det skal gå godt

I min første graviditet var jeg nok på mange måder lykkeligt uvidende om mange ting. Jeg havde en meget nem graviditet uden en eneste sygedag på arbejdet. Alle scanninger gik godt og fødslen var mere eller mindre efter bogen. Men det er jo ikke en selvfølge anden gang (eller tredje). Jeg prøvede at slappe af og lægge nogle af bekymringerne væk. Symptomerne er fortsat ikke mange, men scanninger hver 2. uge har selvfølgelig beroliget mig en hel del. Det har været rart at se den lille bare vokse og udvikle sig. Og hvor sker der bare meget på 14 uger. Kroppen er virkelig vild!

Nakkefoldsscanning

For et par uger siden var vi så til nakkefoldsscanningen. Jeg var egentlig slet ikke bekymret for denne scanning, da jeg jo allerede havde set baby mange gange. Jeg glemte ofte, at den scanning faktisk kunne ændre på hele ”glansbilledet”.

Hvad hvis barnet har downs ?

Aftenen inden scanningen talte vi om, hvordan vi egentlig ville forholde hos, hvis det viste sig, at vores barn havde downs eller en af de to andre kromosomfejl. Vi var ret enige om, at vi selvfølgelig ville vælge de undersøgelser som kunne give os et klart svar, men samtidig ville vi ikke gennemføre graviditeten, hvis baby havde downs. Men baby var sund og rask, og vi kunne ånde lettede op.

Terminen blev rykket

Jeg blev rykket lidt i min termin fra den 26./27. august til den 21. august. Dette gjorde mig bestemt ikke det mindste, for så kunne vi nemlig komme til kønsscaning tidligere end først beregnet. Vi vil nemlig gerne vide kønnet inden babys ankomst. Scanningen er bestilt og vi skal have Karl med, så han måske kan forstå lidt mere af det hele. Om to dage får vi svar, og jeg kan næsten ikke vente…