Catharina fra mødregruppen

Her fortæller Catharina sin historie

Indledning


Jeg har termin med nr. 2 i slutningen af August 2017. Jeg er ca. 9 uger henne nu, vi har i forvejen Karl på 3 år, og er selvfølgelig meget spændte på at møde baby i maven til sommer. Jeg vil skrive lidt om at være 2. Gangs gravid, og hvilke tanker man gør sig anden gang. Nogle siger man er mere afslappet anden gang, hvilket jeg måske ikke er helt enig i. Derudover har jeg rigtig mange tanker omkring køn, og skuffelsen, hvis det ikke bliver som ønsket/håbet. En debat jeg synes er vigtig, da jeg føler det lidt som et tabu at tale om, at man oprigtigt ønsker et bestemt køn. Derudover skal jeg føde på privatklinik, hvis alt flasker sig, og dette tænker jeg også kunne være interessant at dele mine tanker omkring. Ydermere havde jeg et amme-forløb med nr. 1, som slet ikke fungerede. Og jeg er meget i dilemma omkring, hvad jeg skal "vælge" med nr. 2.

Lidt om mig: 30 år, sygeplejerske, blev gift med Anders i september 2016 efter 13 år som kærester, mor til Karl på tre år, bor i Vanløse, flytter i nybygget rækkehus i Solrød Strand til sommer, gravid med nummer to og har termin i august 2017.
  1. trimester – fuld af forventning og bekymring
Anders og jeg har egentlig altid været enige om, at vi gerne ville have to børn. Da vi besluttede os for at blive gravide første gang tilbage i 2013, gik der fire måneder og så var jeg gravid (med Karl). Hvornår vi skulle have nummer to, har vi aldrig rigtig været enige om. Anders ville gerne have børn, der aldersmæssigt var tæt på hinanden, og jeg var egentlig ligeglad. Dog ønskede jeg ikke, at Karl skulle være ældre end fem år, før han skulle være storebror. Anders har været klar til nummer to meget længe, men da jeg ligesom ikke rigtig kunne være med på den, besluttede vi os for at gå i gang med at planlægge bryllup. Vi havde været forlovet siden 2013, men syntes ikke vi havde pengene til at holde bryllup på daværende tidspunkt. I september 2016 blev vi gift og var enige om at gå i gang med barn nummer to bagefter. Som sagt, så gjort og efter blot to måneder var jeg gravid. Jeg havde dog ikke regnet med, at det skulle gå så stærkt, men vi var selvfølgelig glade. Jeg fik de første positive tests i julen. Anders ville meget gerne fortælle familien juleaften, at vi ventede os, men jeg syntes det var lidt tidligt – jeg var knapt fire-fem uger henne. Men så opdagede jeg et forskningsprojekt ”PEP-kohorten” (Tjek facebook – dog kun et tilbud i Region Hovedstaden). Et spændende projekt som søgte gravide, der var blevet naturligt gravide, havde maks. to spontane aborter bag sig, og som ikke var mere end otte uger henne. Man ville få scanninger hver 2. uge indtil nakkefoldsscanningen samt få taget blodprøver og på den måde bidrage til forskningen omkring spontane aborter. Jeg meldte mig til og fik foretaget den første scanning, da jeg var cirka 5 uger henne. Lægen kunne desværre ikke se så meget andet end en fortykket slimhinde, så vi vidste faktisk ikke om graviditeten ville blive til noget. Anders var dog optimist og syntes stadig, at vi skulle breake den store nyhed juleaften. Det gjorde vi, og det var nu egentlig meget rart. Alle var glade på vores vegne, og deres støtte, hvis nu graviditeten ikke gik, ville jo også være meget rar at have. Julen og nytåret gik. Jeg havde stort set ingen symptomer på, at jeg var gravid (ligesom med Karl), og jeg begyndte at blive en smule bekymret. Jeg havde ingen smerter eller blødninger, hvilket jo burde være sikkerhed nok for, at alt var okay. Men det var slet ikke nok for mig. Pga. lang juleferie i forskningsprojektet havde jeg først tid til scanning i midten af januar, hvilket jeg syntes var alt for længe at gå og vente. Derudover havde jeg ikke lyst til at få at vide til den scanning, at graviditeten måske ikke var blevet til noget, da jeg tog til disse scanninger alene – i Hillerød. Derfor bookede vi en privat scanning på en klinik i København. Den 2. januar havde Anders og jeg en fridag sammen, og den dag så vi den lille bitte bebs med hjerteblink. Helt vildt og helt fantastisk. Men så begyndte mine bekymringer og tanker: Vi var allerede forældre til et velfungerende barn, og kunne vi nu forvente, at nummer to ville være ligeså skøn som ham? Kunne man være så heldig at få endnu en nem graviditet? Kommer jeg til at gå tiden ud? Mon nr. to fejler noget? Mine tanker var og er stadig mange. I min første graviditet var jeg nok på mange måder lykkeligt uvidende om mange ting. Jeg havde en meget nem graviditet uden en eneste sygedag på arbejdet. Alle scanninger gik godt og fødslen var mere eller mindre efter bogen. Men det er jo ikke en selvfølge anden gang (eller tredje). Jeg prøvede at slappe af og lægge nogle af bekymringerne væk. Symptomerne er fortsat ikke mange, men scanninger hver 2. uge har selvfølgelig beroliget mig en hel del. Det har været rart at se den lille bare vokse og udvikle sig. Og hvor sker der bare meget på 14 uger. Kroppen er virkelig vild! For et par uger siden var vi så til nakkefoldsscanningen. Jeg var egentlig slet ikke bekymret for denne scanning, da jeg jo allerede havde set baby mange gange. Jeg glemte ofte, at den scanning faktisk kunne ændre på hele ”glansbilledet”. Aftenen inden scanningen talte vi om, hvordan vi egentlig ville forholde hos, hvis det viste sig, at vores barn havde downs eller en af de to andre kromosomfejl. Vi var ret enige om, at vi selvfølgelig ville vælge de undersøgelser som kunne give os et klart svar, men samtidig ville vi ikke gennemføre graviditeten, hvis baby havde downs. Men baby var sund og rask, og vi kunne ånde lettede op. Jeg blev rykket lidt i min termin fra den 26./27. august til den 21. august. Dette gjorde mig bestemt ikke det mindste, for så kunne vi nemlig komme til kønsscaning tidligere end først beregnet. Vi vil nemlig gerne vide kønnet inden babys ankomst. Scanningen er bestilt og vi skal have Karl med, så han måske kan forstå lidt mere af det hele. Om to dage får vi svar, og jeg kan næsten ikke vente…

2. trimester: Må man ønske sig et bestemt køn…?

Det korte og mest politisk korrekte svar er vel ”nej”. Dog ikke dermed sagt, at det er det mest rigtige svar. I hvert fald ikke for mig. Jeg er nu i uge 28 og godt på vej ind i 3. trimester. Kort efter nakkefoldsscanningen var vi til en privat kønsscanning. Til forskel for første gravidtet, hvor jeg var helt overbevist om, at det blev en dreng, havde jeg ingen fornemmelse denne gang. Men jeg havde et håb. Et håb om en pige. Jeg ville allerhelst have en pige, og op til scanningen kunne min hjerne kun fokusere på, at det måtte være en pige, som gemte sig i maven. Navnet var stort set besluttet, jeg havde mange ting på listen som vi skulle købe – især tøj – men også sengetøj, nusseklud, legetøj og andre småting. Men hvorfor betyder det så meget for mig, at det bliver en pige? Jeg har tænkt meget over det, men synes det er svært at sætte de helt rigtige ord på. Jeg vil dog forsøge. Jeg har altid drømt om at få en pige. Jeg har haft nogle forestillinger om, hvordan det måtte være at være mor til en pige. Jeg har selv et rigtig godt forhold til min egen mor. Vi taler/SMSer sammen næsten dagligt, vi rejser sammen, tager på ture sammen, osv. Jeg ville ikke undvære min mor og det vi har sammen, og jeg har derfor en romantisk forestilling om, at jeg også vil have sådan et forhold til min datter. Derudover drømmer jeg da selvfølgelig også om, at jeg skal være mormor en dag. Det forhold som Karl har til min mor er fantastisk, og et sådan forhold håber jeg ligeledes, at jeg en dag får til mine børnebørn. Derudover synes jeg også bare, at der er en god balance i tingene, hvis vi får en lillesøster. Vi kan selvfølgelig lave ting sammen som familie, men vi kan også dele os op i pige-hold, drenge-hold og mix ;-) MEN det er jo slet ikke givet på forhånd, at jeg får et forhold ”magen til” det, som jeg har med min egen mor, hvis jeg får en datter. Det er heller ikke givet på forhånd, at selvom jeg får en pige, så vil hun gerne have børn og dermed gøre mig til mormor. Der er faktisk rigtig mange ting som ikke er givet på forhånd, og mange af de tanker, som jeg har, er baseret på fremtiden, hvorfor der også kan nå at ske rigtig mange ting. Og kan man egentlig ikke have et tæt og nært forhold til sine sønner? Og hvem bestemmer, at det er fedest at være mormor? Det er der jo ikke rigtig andre end én selv som har indflydelse på. Og bør man egentlig ikke bare glæde sig over, at man har nemt ved at få børn, samt at de er sunde og raske? JO! Men de følelser der er forbundet med ønsket om et bestemt køn, synes jeg ikke vi skal lægge låg på, og lade være med at tale om. Jeg har været meget åben omkring, at jeg har et brændende ønske om en lillesøster. Jeg har mødt stor forståelse, men samtidig har flere sagt, at de da håber, at jeg har ”pakket skuffelsen væk” inden jeg skal føde. Det har jeg ikke yderligere kommentarer til ;-) Hvordan jeg ville reagere, da vi fik kønnet afsløret havde jeg ikke den fjerneste idé om. Men min reaktion kom faktisk bagpå mig. Da jeg blev scannet var der slet ikke tvivl om, hvad der gemte sig i maven: En lillebror. Jeg blev ikke skuffet eller ked af det, men måske på en måde lettet. Uden jeg måske helt kan forklare det nærmere. Men altså vi skal have en dreng mere og jeg er glad. Vi har en skøn dreng i forvejen, og vi kan jo kun håbe, at lillebror bliver mindst ligeså skøn. Da vi ikke har planer om flere børn, bliver jeg nok aldrig mormor, men jeg bliver forhåbentlig en sej farmor. Og de følelser som der er forbundet med, at vi aldrig får en pige, vil stadig være der, men de overskygger ikke den glæde over, at vi skal være forældre til to drenge. J Og hvad så med navne- og shoppelisten? Begge dele har været lange. Shoppe-listen dog knapt så lang, som hvis vi skulle have en pige. Vi har en del ting fra Karl som vi kan genbruge, men babytøj er så hyggeligt at købe, så det er der også blevet købt en del af. Navnet er vi også ret sikre på. Vi er ikke 100% klar til at lillebror kommer – mest fordi vi står overfor 2 x flytning. Dog går jeg snart på ferie og derefter barsel, og jeg får forhåbentlig flere ting klar. Derudover skal jeg i min barsel forberede mig lidt på den forestående fødsel, som forhåbentlig kommer til at foregå i et privat tilbud. Jeg vil også forsøge at forberede mig lidt på tiden efter fødslen - med særlig fokus på amningen. Den gik nemlig ikke helt så fantastisk med Karl. Meget mere om dette i næste indlæg.
Fandt du dette interessant, så tilmeld dig vores kundeklub og få nyheder, infomation og særlige gode rabatter for vores medlemmer direkte i din mailbox. Tilmeld dig lige HER