Andet Trimester

Her fortæller Jordemoder Kamilla Ejgaard fakta om anden trimester

Andet trimester

En del af jer har sikkert hørt, at andet trimester er der hvor kvalmen og trætheden forsvinder, og alt bliver godt. Det gør det også for langt de fleste gravide, som vil opleve at få mere energi, overskud og glæde ved graviditeten. Men der er også dem, hvor kvalme, opkast og ikke mindst træthed desværre ikke er blevet bedre. Til gengæld sker der nogle ting i løbet af dette trimester, som måske kan virke som et plaster på såret ;-)

Du begynder at mærke liv i 2. trimester

Det er nemlig i løbet af disse 16 uger, at maven for alvor begynder at vise sig, man begynder at mærke liv og det hele bliver mere virkeligt. Mange føler sig mere sikre på graviditeten efter nakkefoldsscanningen og vælger måske nu at offentliggøre graviditeten for familie og venner. Det kan være til stor glæde for både dem og jer, når I kan begynde at dele jeres forventninger, glæder og bekymringer og måske få glæde af andres erfaringer på området. Det er meget forskelligt, hvornår man begynder at mærke liv fra barnet i maven. Har du været gravid før, vil du højst sandsynligt mærke det lidt tidligere end første gang. Fra uge 24 anbefales du at kontakte dit fødested, hvis ikke du mærker liv hver dag, som du plejer.

Sexliv og graviditet

Sexlivet kan svinge meget i løbet af en graviditet. Hormonerne kan i den grad påvirke lysten, men også nervøsitet kan være en afgørende faktor. For mange stiger lysten i andet trimester, og det er vigtigt at slå fast, at man ikke kan skade barnet ved at være sammen seksuelt (der er nogle tilfælde hvor samleje frarådes, fx foranliggende moderkage eller truende for tidlig fødsel, så lyt til det, hvis du har fået besked om det fra din jordemoder eller læge).

Vand i kroppen i andet trimester

Vand i kroppen, bækkensmerter og plukkeveer er dog til gengæld også nogle af de gener nogle gravide må sige goddag til i løbet af denne periode. Gør dig selv den tjeneste at søge nogle gode råd, hvis generne begynder at opstå, så du forhåbentlig kan komme dem til livs, inden de bliver værre. Har du mange plukkeveer kan det være kroppen, der giver dig et tegn til, at du er nødt til at skrue tempoet ned i dagligdagen. Hvis du har lyst, findes der mange forskellige tilbud til gravide til fx træning, svømning, yoga, fødselsforberedelse mm. Det kan også være en god måde at møde andre gravide. 

Andet trimester - kort information

  • Det andet trimester varer fra uge 13 og frem til graviditeten er fulde 28 uger.
  • Barnet vokser meget i løbet af dette trimester og fra at veje omkring 40-50g kommer det op og vejer omkring 1100-1200g, inden du går ind i tredje trimester.
  • Organerne begynder at fungere, barnet begynder at drikke af fostervandet, det begynder at kunne høre, ligesom det begynder at kunne åbne øjnene.
  • Barnets hud er dækket af fosterfedt, ligesom kroppen er dækket af et fint lag lanugohår. Begge dele noget der beskytter barnets hud, og barnet vil i mange tilfælde være smurt ind i fosterfedt ved fødslen, ligesom der stadig kan være lanugobehåring tilbage forskellige steder på kroppen.
  • Når du er lige omkring halvvejs i graviditeten, tilbydes du en gennemscanning af barnet, hvor man så vidt muligt tjekker, at barnet er sundt og raskt. Ønsker I at kende kønnet på jeres barn, vil det ofte være muligt at se ved denne scanning.

Læs om 3. trimester her